Voksenundervisning

Kommunen sponserer elev på Vrå Højskole

Flygtning skal udvikle sig på højskoleophold

VRÅ:Økonomien på Vrå Højskole er så anstrengt, at højskolen har bedt Løkken-Vrå og de øvrige tre kommuner i den fremtidige Hjørring Kommune om at sponsere en højskoleelev hver. Socialudvalget i Løkken-Vrå Kommune er med på idéen. - Vi har jo tidligere brugt højskolen til integrationsprojekter og det var utroligt godt, siger socialudvalgets formand, Henning Jensen (S). Omkring årtusindskiftet kom der mange flygtninge til Løkken-Vrå og da kommunen ikke havde boliger til dem, blev de indkvarteret på Vrå Højskole, hvor der også blev tilrettelagt et integrationsprogram, så flygtningene fik kendskab til dansk samfund, kultur og sprog. Det fungerede fint og ordningen var en gevinst for både flygtningene og højskolen. Forsøgsperiode Socialudvalget godkender en foreløbig seks måneder lang forsøgsperiode, for at se om integration og sprogindlæring fungerer bedre i højskolens regi. - Vi HAR allerede fundet en person, der er motiveret for at komme på højskole, oplyser Henning Jensen. Højskoleopholdet kommer til at koste kommunen 33.000 kr. og pengene tages fra integrationsområdet. Formålet er, at den nye højskoleelev skal udvikle sig sprogligt, socialt og kulturelt, og derved blive bedre egnet til at begå sig på arbejdsmarkedet. Henning Jensen har talt med sine kolleger i Sindal, Hirtshals og Hjørring. - De synes også det er en god idé, men der har ikke givet bevillinger endnu, oplyser han. - Vi er dog enige om at vi må støtte op om Vrå Højskole. Det er jo den eneste højskole i den nye kommune, påpeger Henning Jensen.