Socialforsorg

Kommunen undersøger sagen

HJØRRING:- Jeg kender ikke til de forhold, du beskriver, og jeg kan derfor ikke udtale mig om dem, men jeg vil kontakte området og få rede på sagen. Sådan er meldingen fra Hjørring Kommunes socialchef Konny Olesen, efter hun er præsenteret for de oplevelser, som 73-årige Nancy Jeppesens datter, Dorte Thomsen, har refereret overfor NORDJYSKE. Konny Olesen anbefaler, at Dorte Thomsen skriver sine oplevelser ned, så de kan gennemgåes sammen med repræsentanter fra kommunen, og hun understreger, at det aldrig vil få negative konsekvenser for hverken pårørende eller brugere, at de klager over servicen. - Jeg kan ikke sige noget konkret om sagen, fordi jeg ikke kender den, men det er klart, at forholdene skal være i orden - også i sommerferien, siger Konny Olesen. Dorte Thomsen kunne ønske sig, at hjemmehjælperen måtte handle ind for hendes mor, som ikke selv magter det, men Konny Olesen slår fast, at det kun i de allerfærreste kommuner er en hjemmehjælpsydelse. - Hjemmehjælperen må bestille varer og hjælpe med at sætte dem på plads, siger Konny Olesen, som i løbet af den kommende uge undersøger sagen.