Kommunen vil ikke give skrabede begravelser

Man skal ikke spises af med den billiste løsning, hvis man dør og ingen pårørende har, mener udvalg

Thomas Nielsen
Kommunen bør ikke vælge den absolut billigste løsning, når den skal betale for en begravelse. Det mener sundheds-, ældre- og handicapudvalget, der netop har kigget på sagen. Arkivfoto: hans Ravn
EMNER 26. august 2007 06:00

HJØRRING: Hvert år forestår Hjørring Kommune op mod en snes begravelser, da afdøde enten ikke har pårørende - eller fordi, de pårørende ikke vedkender sig arv og gæld. Men kommunen bør ikke vælge den absolut billigste løsning, når den skal betale for en begravelse. Det mener sundheds-, ældre- og handicapudvalget, der netop har kigget på sagen. - Det her drejer sig ikke så meget om økonomi, men mere om etik, siger udvalgsformand Karl Bornhøft (SF), der oplyser, at udvalget endnu ikke har truffet en konkret beslutning om serviceniveauet for begravelseshjælp. - Men der er god vilje i udvalget til at vi kommer op på et højt niveau. Vi vil dog først høre Ældre Rådet, hvad de mener, oplyser udvalgsformanden. Hvis man kun vil dække de absolut mest nødvendige udgifter til en begravelser, løber udgiften op i omkring 11.500 kroner, hvis ikke der er brug for en ekstra stor kiste. Udvalget hælder dog mere til et udvidet serviceniveau, hvor man er villige til at betale 15.000 kroner pr. begravelse. Det betyder bl.a., at der også er råd til at lægge blomster på kisten, og at dødsfaldet kan bekendtgøres via annonce i et lokalt dagblad. Når Ældre Rådets svar - som næppe vil være fjendtligt i forhold til en ordentlig begravelse - lægges der op til, at kommunens Borgerservice får kompetence til at ordne den enkelte begravelse inden for rammen af - formentlig - 15.000 kroner. Derudover kan det komme på tale, at der skal bruges et ekstra beløb, hvis det bliver nødvendigt med stor kiste samt tømning af afdødes lejlighed. Det er i øvrigt en relativ billig gestus for kommunen, at fravælge den billigste løsning. Den årlige merudgift skønnes således blot at være på 24.000 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...