Kommunen vil købe bosteder

Vesthimmerlands kommune er interesseret i at overtage de to sidste regionale tilbud inden for kommunegrænsen

VESTHIMMERLAND:Står det til Vesthimmerlands kommune, bliver der snart skiftet navn på skøderne til bostederne i henholdsvis Vestervang i Løgstør og Skovvænget i Aalestrup. Kommunens sundhedsudvalg er gået ind i en dialog med Region Nordjylland om en eventuel overtagelse af de to tilbud: - Det er i Vesthimmerlands kommunes interesse at holde på tilbud inden for kommunegrænserne og dermed sikre nære tilbud til vores borgere. Derfor er vi nu ved at undersøge vilkårene for en eventuel overtagelse af de to tilbud, fortæller formand for sundhedsudvalget i Vesthimmerlands kommune, Kirsten Moesgaard (K). To ud af fem er tilbage Vestervang og Skovvænget er begge boformer for personer med sindslidelser. Skovvænget hørte tidligere under Viborg Amt, mens Vestervang hørte under Nordjyllands Amt. I alt fem tilbud lå før kommunesammenlægningerne under amterne, men tre af disse tilbud har Vesthimmerlands kommune allerede fået under egen fane. Derfor er man nu også interesseret i at få de sidste to over i kommunalt regi. - Hvis kommuner bliver ved med at trække borgere hjem, som vi ser flere steder, så mister vi institutionerne, og så har Vesthimmerland ikke et et tilbud til vores egne borgere, uddyber Kirsten Moesgaard. Teknisk fejl forsinkede Processen omkring overtagelsen gik igang allerede tilbage i juli 2011, da Vesthimmerlands kommune sendte den første henvendelse til region Nordjylland, hvori de ytrede interesse i at overtage de to bosteder. Men først i november vendte regionen tilbage til Vesthimmmerlands kommune. Den lange sagsbehandling skyldes imidlertid en teknisk fejl i regionen mailsystem, forklarer kontorchef hos Region Nordjylland, Tove Setterberg Gjerlevsen og tilføjer: - Men vi er naturligvis interesserede i et samarbejde udfra de ønsker, som Vesthimmerlands kommune har. Forarbejdet består blandt andet i at få belyst alle aspekter ved de to institutioner som økonomi, fagighed, drift, bygninger og lignende. - Vi er også i dialog med de kommuner, der har borgere på de to institutioner, for at høre, hvorvidt de også i fremtiden finder det relevant at benytte tilbuddene. På det grundlag kan vi vurdere driften af stederne ud i fremtiden, forklarer Kirsten Moesgaard. Hun håber, at processen efter efterårsforsinkelsen vil tage fart: - Det er i vores interesse, at dette ikke trækker i langdrag, og vi håber, at der snart vil grundlag for en beslutning, slutter hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden