Lokalpolitik

Kommunens fremtid til lokal debat

Reform? Lokale politiker-spidser er klar til at se på mulighederne - selv om enigheden er svær at få øje på

HALS:Hvad byder fremtiden på for Hals Kommune? Det spørgsmål er ét af dem, der i den kommende tid skal til grundig debat i lokalsamfundet. Det sker, når den af regeringen nedsatte strukturkommission ved årskkuftet præsenterer deres forslag og anbefalinger til en eventuel fremtidig kommunal- og amtsstruktur i Danmark - med blandt andet muligt nye kommunegrænser over det ganske land. Hvordan Hals Kommune med dens godt 11.000 indbyggere står i dette billede, er på nuværende tidspunkt uvist, men i de lokalpolitiske kredse er de folkevalgte beslutningstagere nu for alvor begyndt at gøre sig tanker om kommunens mulige fremtid. Det kunne blandt andet ses i søndagsavisen, hvor borgmester Bent Sørensen (S) knyttede nogle kommentarer til den mulige kommunalreform, og det er i forlængelse af dén igangsætning af den lokale strukturdebat, at NORDJYSKE Stiftstidende i dag tager pulsen på stemningen hos tre af byrådets førende profiler. Det er Venstres gruppeformand og politiske ordfører, Johannes Elsnab, Socialdemokraternes ditto, Jørgen Hansen, og Det konservative Folkepartis enlige byrådsmedlem, Gert Andersen, og af dem slår sidstnævnte indledningsvis fast, at han ikke nødvendigvis tror på tanken om, at store kommuner er mere effektive end små. - Men det hele afhænger af, hvilke opgaver vi får i kommunerne, fortsætter Gert Andersen - og tilføjer: - Jeg ser gerne, at amterne bliver nedlagt, og sker det, vil der tilfalde kommunerne større opgaver end i dag, og det bliver så nok for meget at påtage sig for en kommune som Hals. Gert Andersen mener videre, at der ved en en eventuel kommunalreform skal ske en total udviskning af de nuværende kommune-grænser, og at der i stedet skal begyndes helt forfra rent kommunemæssigt. K-politikeren mener i den forbindelse, at det for Hals Kommune vil være mest fordelagtigt at rette blikket mod vest - i en ny og større kommune, der løber fra Hals i øst via Nørresundby til Aabybro i vest. - Vi skal ikke gøre noget med Aalborg. Der bliver vi bare glemt, tilføjer han. Heri er helt Jørgen Hansen helt enig, men derudover tør S-spidsen ikke på nuværende tidspunkt spå om, hvad der vil være bedst for Hals Kommune. - Det allerstørste problem i forbindelse med en eventuel ny opgaveløsning er den finansiering, der følger med, og vi har derfor i dag et større behov for en ny udligningsrteform, end vi har for en ny kommunestruktur, siger Jørgen Hansen, der kan se både fordele og ulemper ved at gøre kommunerne større. - Det kan være godt nok at sparre og samarbejde med andre, men man skal også passe på ikke at gøre kommunerne for geografisk store, siger S-ordføreren, der i den forbindelse peger på, at en sammenlægning af for eksempel Hals, Dronninglund og Sæby kommuner vil medføre for store geografiske afstande. Jørgen Hansen bemærker videre, at det i forbindelse med en eventuel ny kommunal- og amtsreform er vigtigt, at Folketingets to førende partier, S og V, er enige, inden der sættes noget nyt i gang. - Det vil skabe alt for stor uro i samfundet, hvis de to store grupper ikke er enige. Det skal jo ikke være sådan, at strukturen ændres hver gang, at der skiftes regering, siger han. Jørgen Hansen understreger i øvrigt i forbindelse med den lokale strukturdebat, at han fortsat taler helt på egne vegne i S-gruppen, og det samme gør sig gældende for hans pendant hos V, Johannes Elsnab, der i midlertid - i modsætning til Jørgen Hansen - godt kan se sig lun på en sammenlægning af Hals, Dronninglund og Sæby kommuner ad åre. - Det passer godt på landkortet lige syd for Frederikshavn, og de tre kommuner har mange fælles interesser - blandt andet turismen, siger Johannes Elsnab - og tilføjer: - Jeg ved godt, at der ikke hidtil har været meget tale om at gå sammen med Sæby, men det kan jo ændre sig. Johannes Elsnab understreger videre, at det for Hals Kommune er vigtigt at følge udviklingen i forhold til eventuelle kommunesammenlægninger nøje. - Hvis alle de andre begynder at blive lagt sammen, skal vi i Hals passe på ikke at komme til at sidde ene tilbage, slutter han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst