EMNER

Kommunens lunte er kort, når borgere klager over støj

LØKKEN:Teknisk udvalgs formand, Kim Bach, afviser, at han og teknisk forvaltning er ude på at få Bo Kristensen "ned med nakken". - Sagen er blevet behandlet nøjagtig som vi plejer i tilsvarende sager. JEG synes det er besynderligt, at man ikke bare gør, hvad vi beder om. Det har andre da kunnet finde ud af - på tre dage, siger Kim Bach. Han oplyser, at teknisk udvalg har gjort sig stor umage for at "holde tungen lige i munden" i denne sag. Politikerne har i høj grad haft teknisk forvaltning med på råd, da de skulle finde ud af, hvem der skulle meldes til politiet og efter hvilke paragraffer. Kort sæson - kort frist - Teknisk udvalg har besluttet, at vi har en kort lunte overfor denne type overtrædelser. Fristen skal være kort fordi vores sæson er kort. Der skal tages hånd om det med det samme, når borgere klager. Hvorfor vente i tre måneder? At man andre steder giver en længere frist, kan jeg ikke bruge til noget som helst, siger Kim Bach. På sit møde i dag skal teknisk udvalg tage stilling til politiets afgørelse i sagen. - Jeg synes faktisk at vi skal klage over politiets afgørelse til Statsadvokaten, siger Kim Bach. - Jeg synes det er en besynderlig måde de har efterforsket sagen på. Man tager bare for gode varer, hvad den ene part i sagen siger, uden at høre den anden.