Kommunens vækst er større end kirkernes

Henrik Bang-Møller (billedet), Karen-Margrethe Hatt og Aage Waage Beck redegør for kirkernes økonomi.Arkivfoto

Henrik Bang-Møller (billedet), Karen-Margrethe Hatt og Aage Waage Beck redegør for kirkernes økonomi.Arkivfoto

ØKONOMI:Folkekirken er på den offentlige dagsorden. Det gælder også i vores lokale område her i Frederikshavn provsti, hvor NORDJYSKE Stiftstidendes lokalredaktion har valgt i en artikelserie at sætte fokus på den lokale folkekirkelige økonomi. Den interesse er velkommen! Spørgsmålet om økonomien er formuleret som: Hvorfor skal kommunerne spare, når kirkerne bare kan bruge løs? For læseren står det imidlertid ikke ganske klar, hvordan redaktionen er kommet frem til at sognene får lov til at have en omkostningsvækst, som er 50 pct. (!) større end kommunens. Willy Møller, formand for Abildgård sogns menighedsråd, har allerede i sit indlæg forleden beskrevet de faktiske forhold bag udskrivning af skatterne til kommune og provsti: Det kommunale budget for 2009 stiger med 4,53 % mens provstiets stiger med 4,47 pct. Har kommunen behov for en større vækst i sine budgetter, kan man da ikke kritisere kirkerne for det. Og kirkeskattemidler kan selvfølgelig ikke kanaliseres over i kommunens kasse til det ene eller andet gode formål. Det ville være direkte kriminelt! Der er desuden et par fakta, som hører med til forståelsen af folkekirkens økonomi: Der er i Danmark en lang historisk og fastholdt tradition for at kirken også har til opgave at passe vore døde. Og selvom priserne for begravelser og pasning af gravsteder for nylig er blevet hævet ganske betydeligt i hele landet, så er det fortsat sådan, at driften af f.eks. Skagens kirkegårde lægger beslag på lidt over en tredjedel af den ligning, som Skagen sogn hvert år får til stillet til rådighed af provstiet. Selvfølgelig ville kirkeskatterne kunne sænkes betragtelig, hvis kirkegårdsdriften blev overladt til kommunalt regi, som en anden debattør har foreslået. Et andet "tungt" element i menighedsrådenes økonomi er lønningerne til de ansatte, som suverænt styres og aftales af kirkeministeriet. Det ligger altså helt udenfor menighedsråds og provstiudvalgs indflydelse. Det siger derfor sig selv, at når kirkegårdsdriften betales af sognets kasse, men lønfastsættelse bestemmes et andet sted, kan vi alene påvirke væksten i omkostningerne ved evt. at skære i personaleforbruget, hvilket hurtigt ville kunne ses på kirkegårdene. Det enkelte sogn afholder også omkostningerne ved civilregistreringen (kirkebogen leverer data til CPR-registret) og funktionen som begravelsesmyndighed. Prisen for de opgaver er vanskeligere at gøre op, men kræver naturligvis deres del af ressourcerne. Alt dette er praksis fra enevældens tid, som man lod fortsætte efter vedtagelsen af grundloven i 1849 og indførelsen af menighedsråd for ca. hundrede år siden, men det kan næppe bebrejdes menighedsråd eller provstiudvalg, at disse opgaver koster penge. Blev de ikke varetaget af kirken og betalt over den kirkelige ligning, skulle de udføres og betales et andet sted af de offentlige kasser. Hvad angår vores "mursten" i Skagen hører det med til forståelsen, at købet af det godt og vel hundredårige Missionshus med ombygning/renovering helt og fuldt er finansieret ved salg af andre bygninger, nemlig Konfirmandhuset på Fænøvej (fra midt i 1970’erne) og den "gamle" præstegård på Sct. Laurentii Vej. Med dette nye Sognehus har vi fået et smukt og velfungerende mødested for Skagens borgere ved siden af vores kirke.