EMNER

Kommuner: Fjern ældrechecken

ODENSE:Kommunernes Landsforening opfordrer i klare vendinger regeringen til hurtigst muligt at fjerne ældrechecken. Den er en populistisk gave, som i bund og grund er asocial, fordi den er en gave, der ikke gives efter behov, men efter alder. Det vurderer såvel formanden som næstformanden i Kommunernes Landsforening, Ejgil Rasmussen (V) og Anker Boye (S), som i enighed kritiserer regeringen for at føre en kortsigtet økonomisk politik, der i sidste ende vil få alvorlige konsekvenser for væsentlige velfærdsområder som sundhed, ældre, udsatte børn samt unge og handicappede. - Regeringen har på forhånd låst økonomien til bestemte formål til bestemte befolkningsgrupper uden at se på, hvem der egentlig har behov, siger Anker Boye. Sammen med Ejgil Rasmussen kritiserer han regeringen for sammen med Dansk Folkeparti at gøre det meget vanskeligere at få råd til at løse de opgaver, der skal løses. /ritzau/