Advokatvirksomhed

Kommuner henter millioner hos danske forsikringsselskaber

Eksperter hjælper kommunerne til at tvinge flere penge ud af forsikringsselskaberne. Og nye krav er på vej

NORDJYLLAND:I en tid med skattestop og nedskæringer er det vigtigt at have den store lup fremme i det offentlige. Det ved man i de nordjyske kommuner, der netop derfor henter millioner af kroner tilbage til kommunekassen hos forsikringsselskaberne. Hver gang en borger sygemeldes og skal have dagpenge, så koster det både kommunen og staten penge. Men ifølge loven har man siden 1996 kunne hente pengene tilbage hos forsikringsselskaberne, hvis den syge borger er dækket af en forsikring. Alene sidste år hentede kommunerne i Nordjylland 15 millioner på den konto. Og på landsplan var tallet hele 135 millioner kroner. Stort potentiale Men selv om muligheden for at hente penge hos forsikringsselskaberne har eksisteret i næsten otte år, så er det først nu, at kommunerne målrettet gør det. Ifølge erstatningsadvokat Anker-Laden Andersen fra Sæby så skyldes det, at muligheden har været overset. - Det er først nu, at kommunerne for alvor ser potentialet og stiller de krav, som de har ret til, siger advokaten. Alene i advokatfirmaet Hjulmand & Kaptajn, hvor Anker-Laden Andersen er partner, har man i dag 17 nordjyske kommuner som kunder. For der er brug for hjælp fra eksperter, hvis pengene skal hentes hjem fra forsikringsselskaberne. Nogle af de kommuner, som NORDJYSKE har talt med, bekræfter således, at "forsikringsselskaberne ikke giver ved dørene". - Vores erfaring er, at vi skal kæmpe hårdere for at få de penge, som vi har krav på. Og i mange sager er vi nødt til at hyre advokathjælp til at skrive med "det dyre blæk", fortæller socialchefen i Brovst, Christian Degn. Mere modstand Også i Fjerritslev Kommune har man haft succes med at kræve sin ret hos forsikringsselskaberne. Også selv om det er blevet sværere at få ret. - Vi kan mærke at forsikringsselskaberne givere os skarpere modstand. Og frem til sidste år kom der færre penge ind, end vi havde regnet med. Men i år er det gået frem igen, fordi vi har allieret os med en advokat. Det har givet os 400.000 kroner, fortæller Pernille Hougaard, der er social- og arbejdsmarkedschef i Fjerritslev. I Kommunernes Landsforening kan man godt genkende billedet af forsikringsselskaber, der kæmper imod kravene. Og landsforeningen tilbyder derfor løbende de danske kommuner kurser og undervisning i, hvordan de kan blive bedre til at kræve deres ret. Nye krav Advokat Anker-Laden Andersen vurderer, at de 17 nordjyske kommuner, som han betjener, har hentet i alt seks millioner kroner ind fra forsikringsselskaberne i år, mens yderligere 12 millioner kroner er på vej. Det er en udvikling, som vil fortsætte. Kommunerne kan nemlig stille krav om penge i langt flere situationer, end de tidligere troede at de kunne. Det er ikke kun ved arbejdsskader, at forsikringsselskaberne skal betale. Det skal de også, hvis for eksempel en hjemmehjælper bliver kørt ned på arbejdet eller i fritiden. I disse situationer skal modpartens forsikring betale sygedagpengene, fortæller Anker-Laden Andersen.