Kommuner ikke gode nok til at sende unge i job

Jens Vibjerg, Venstres arbejdsmarkedsordfører, beklager, at hver tredje kommune ikke leverer den nødvendige og lovpligtige hjælp til at få unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år i arbejde hurtigt nok. Foto: Scanpix

Jens Vibjerg, Venstres arbejdsmarkedsordfører, beklager, at hver tredje kommune ikke leverer den nødvendige og lovpligtige hjælp til at få unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år i arbejde hurtigt nok. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Landets kommuner yder ikke den nødvendige - og lovpligtige - hjælp til at få unge, ledige kontanthjælpsmodtagere under 30 år i arbejde hurtigt nok. I hvert tredje tilfælde overskrides fristen for både jobtilbud, samtaler og jobplaner. Det viser en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen. I regeringspartiet Venstre kalder arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg det “utilfredsstillende”. - I en tid, hvor virksomheder mangler arbejdskraft i stor stil, og vi derfor har en historisk chance for at få de unge ledige i arbejde, er det dobbelt ærgerligt, at mange kommuner ikke lever op til deres ansvar, siger Jens Vibjerg i en kommentar. 147 konkrete sager Ankestyrelsen har undersøgt 147 konkrete sager fra 15 kommuner, og det har givet følgende hovedkonklusioner: I en tredjedel af sagerne giver kommunerne ikke den lovpligtige hjælp til de unge, så de kan komme i beskæftigelse. I hver tredje sag har kommunerne ikke indkaldt til første samtale inden for gældende tidsfrist på tre måneder. I 40 pct. af sagerne har kommunen ikke givet det første tilbud om beskæftigelse inden for fristen på 13 uger. De konklusionerne får ankechef Karin Rasch til at kritisere kommunerne. - Kommunerne svigter de unge ved at en tredjedel af dem ikke får lagt de jobplaner, de har krav på og som måske kan være deres adgangsbillet ud af kontanthjælpen, siger Karin Rasch. Og Jens Vibjerg opfordrer på baggrund af konklusionerne de pågældende kommuner til at skæve til de kommunerne, som opfylder lovens krav. - Heldigvis er der også en række kommuner, der løser opgaven tilfredsstillende. Til de kommuner, der ikke gør det, må jeg sige: Lær af de gode kommuner til glæde for de unge og jer selv, siger Jens Vibjerg./ritzau/