Lokalpolitik

Kommuner uden magt til at fjerne faldefærdige huse

Der er ingen hjælp at hente hos kommunen, hvis man er træt af grimme, forfaldne huse i ens nabolag.

Kommunerne har nemlig ingen mulighed for at gribe ind over for faldefærdige huse, selvom de har stået tomme i årevis. - Det er et reelt problem, og i praksis er det næsten umuligt at gøre noget ved det, forklarer Charlotte Hornemann, der er planlægger for Brønderslev Kommune. Brønderslev Kommune får hvert år henvendelser fra folk, der er trætte af, at huse i deres nabolag forfalder, men kommunen kan først gribe ind, hvis de faldefærdige huse er i fare for at styrte sammen. Charlotte Hornemann så gerne, at kommunen havde flere handlemuligheder over for problemet, for tit har husejerne hverken lysten eller ressourcerne til at gøre noget ved forfaldet. - Det kræver en lovændring, for at vi kan gøre noget ved det, siger hun og foreslår, at kommunerne kunne få lov til at rette op på det værste forfald og så sende regningen til ejeren - en såkaldt selvhjælpshandling. Formand for plan- og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Per Harfeld (V), tror ikke, at en lovændring er vejen frem. - Jeg er betænkelig over for at kunne gribe ind over for folks ejendom. Det bør kunne løses gennem en fornuftig dialog, siger han. Han synes ikke, at problemet er så stort, at kommunerne skal lave handlingsplaner for det. Sagerne skal hellere løses enkeltvis, som de dukker op. For naboerne er det dog ikke lige meget, om der gribes ind eller ej. Det er nemlig sværere at få solgt sit hus, hvis der ligger en ruin i nabolaget. julie.lykke.poulsen@nordjyske.dk