EMNER

Kommunevåbener krydser klinger

Hvad har byerne i den nye Vesthimmerlands Kommune egentlig til fælles, når det kommer til stykket?

Det spørgsmål er Aars, Aalestrup og dets nye naboer Farsø og Løgstør tvunget til at besvare inden for to år. Så skal de nemlig have hittet på et fælles kommunevåben. Et signal til omverden om de værdier eller det, der samler og gør Vesthimmerlands Kommune unik. - Det bliver kompliceret og noget af en opgave, fastslår Ronny Andersen. Han er en såkaldt våbentegner, der laver våbenskjold på bestillinger. - Man skal finde noget fælles. Det kan være noget ved vandet, naturen, en lokalitet, en historisk reference eller et sagn. Hvad angår lokaliteten, så bliver man nødt til at gå på kompromis. Men samtidig skal der heller ikke være nogen, som føler sig overset, siger Ronny Andersen. Er allerede i gang Vesthimmerlands Kommune er allerede i gang med planerne om udformningen af det nye kommunevåben. I en aftale fra begyndelsen af december om det nye område på Danmarkskortet står, at den nye kommune vil sende de fire kommunernes nuværende våbenskjolde ind til indenrigsministeriets heraldiske konsulent. Han hedder Nils G. Bartholdy og skal tage stilling til om designet af et nyt våben er godt nok. Er det tilfældet kan kommunevåbenet blive registeret, så andre ikke må bruge det. Og det ønsker Vesthimmerlands Kommune tilsyneladende at få gjort. Den værste løsning I øjeblikket bærer et brev fra Vesthimmerlands Kommune alle fire kommunevåbener på sig: en tyr, en krone og to jagthorn, et voldanlæg og en fisk sammen med tre mandshoveder. Vælger kommunen at udforme et fælles våbenskjold, hvor alle disse kendetegn indgår, bliver forslaget næppe populært, når det havner på Nils G. Bartholdys skrivebord. - Det vil være forfærdeligt og den værste løsning, erklærer han. For ligesom folk i middelalderen fluks kunne genkende tilhørsforholdet på en ridder, der kommer galoperende med sin lanse i høj fart og et hævet skjold, sådan skal kommunevåbene også fungere. - Det gælder om at lave noget, der er enkelt, så man hurtigt kan identificere sig med det, når man f.eks. ser det på brevpapir, forklarer Nils G. Bartholdy. Men det kan også være, at Vesthimmerlands Kommune finder ud af, at fællesnævneren er erhvervslivet. Så kunne byvåbenet bestå af en fabrik med pulserende røg. Men den går heller ikke. I hvert fald ikke, hvis våbenet skal godkendes og registreres. - Man kan ikke vælge hvad som helst fordi, heraldikken er præget af sin oprindelse. Det er en ret dårlig ide, hvis man sætter et lokomotiv eller flyvemaskine på. Som fagmenneske vil jeg ryste på hovedet af det. Men man kan bruge sin fantasi og udtrykke det abstrakt. Hvis man er stolt af en jernbane kan man bruge et hjul som symbol, foreslår Nils G. Bartholdy. Risiko for fysisk ubehag Men hvorfor overhovedet spekulere på et grafisk udtryk, når kommunereformen nok byder mere væsentlige udfordringer? For det første dikterer loven, at de 176 kommunevåbener skal skiftes ud i 2007. Det har blandet andet den konsekvens, at hvis borgmesterkæderne ikke skal risikere at ende deres dage i en glohed ovn, så skal de sendes på museum. Hænger våbenet på et historisk sted, kan der ifølge Nils G. Bartholdy gøres undtagelser. Men måske kan udformnignen af det nye våben også være medvirkende til om kommunen bliver en succes eller ej. - Der er mange vidnesbyrd om at visse farver, visse former, visse figurer, visse antal og visse kombination ligefrem skaber et fysisk behag, skriver Svend Tito Achen i bogen Heraldikkens femten Glæder. Han postulerer, at det vi opfatter med øjnene, står stærkere end alle andre indtryk. Og hvad vi ser, er afgørende for, hvad vi mener. Et billede kan altså måske vejlede og vildlede os i vores opfattelse af verden og den værdi, vi tillægger noget. - Fra staternes og religionernes mest ophøjede billedlige symboler til plankeværkskradserier og vittighedstegninger er vi omgivet af billeder, billedpropaganda, billedkunst og billedmeddelelser. Ingen bevægelse, religiøs, politisk eller kommerciel får succes uden abstrakt brug af billedsymboler, skriver Svend Tito Achen.