Kommunikationen koksede under Kolding-katastrofen

Redningsfolk og politi havde koks i kommunikationen under Kolding-katastrofen - dyr radiokommandovogn kom aldrig til at fungere

Redningsvæsen 12. december 2004 05:00
KOLDING: Der var meget store problemer med radiokommunikationen mellem redningsmandskab og politiet under katastrofebranden i Kolding 3. november. Ulykken kostede en brandmand livet, mens et par tusinde beboere alligevel blev evakueret i tide. Brandvæsnets egen radiokommandovogn brændte i løbet af katastrofens første halvanden time, og Beredskabsstyrelsens radiokommandovogn til 4,5 millioner kroner kom først til Kolding fra Næstved efter otte timer. Den kom dog aldrig i brug, skriver nyhedsmagasinet Ingeniøren. Beredskabschef Claus Andreasen, Kolding, siger, at radiokommandovognen var fuldstændig ubrugelig. - Den har ikke engang udstyr til at kalde politiet op. Den kan heller ikke sende på vores frekvenser, så hvis den skal i brug, skal der først udleveres særlige radioer til hele mandskabet. Radioer, som de ikke kender. Det har man altså ikke tid til i en katastrofe som den, vi oplevede. Den kommandovogn er fuldstændig spild af penge, den dur kun til at lave kaffe i og til chefmøder, siger Claus Andresen. I de fleste europæiske lande er beredskabsmyndigheder i gang med at indføre en digital radioteknologi, Tetra, som sikrer, at politi, ambulancer, brandvæsen, elselskaber og militær kan kommunikere med hinanden under større ulykker. Foreløbig har kun busserne og brandvæsnet i København fået indført Tetra-radioer i Danmark. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...