Badminton

Kompromisløse skagboer

Sønnerne Peter og Jan har arvet Henning R. Jensens interesse for elitesport

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mor Lilly på ferie med sine tre dengang ikke helt så store drenge.

Som stor knægt cyklede han fra Morild til Frederikshavn for at se FfI spille fodbold på Frederikshavn Stadion. 22 km. Hver vej. Engang cyklede han sågar til Ikast for at se Frederikshavns fodboldstolthed spille en afgørende udekamp. - De tabte 5-1 og jeg havde modvind både på ud- og hjemvejen. På en cykel uden gear... Han kan stadig FfI's holdopstilling på fingrene. Fra den første guldalderperiode sidst i 50'erne. Fra målmand til venstre wing. Og Guld-Harald som stjernen over dem alle. Henning Redkjær Jensen har set mere fodbold end de fleste. På alle niveauer. Fra Grønlangkålsligaen over Suppeligaen til Danish Dynamite's største øjeblikke i den gyldne periode i start 90'erne. OL i Sydney i 2000 tog han med som en sidegevinst. Plus diverse FIFA- og UEFA-kongresser. Som næstformand i DBU gennem 15 år og højt placeret i JBU siden midt 70'erne var den store skagbo strategisk placeret og med til at sætte markante fingeraftryk på fodboldens Danmarkskort. I dag er han 64 og passer han sit direktørjob på isværket i Skagen. Til gengæld har de to ældste sønner, Jan og Peter, overtaget farens interesse og målrettede engagement i elitesport. Et køligt overblik, beslutsomhed og en god portion rastløshed kendetegner familien Jensen. De sidder ikke med hænderne overkors og venter på at ting skal ske. De agerer. Fra fodbold til badminton I dag er fodbold på eliteplan stort set ikke-eksisterende i Vendsyssel og for Jan og Peter er livet for kort til sekundafodbold i Grønlangkålsligaen. I stedet har de kastet sig over badmintonsporten. Som to af bagmændene bag Vendsyssel Elite Badminton, i daglig tale VEB, og Frederikshavn Badminton Academy, FBA, har de gjort det nordlige Danmark til en magtfaktor i dansk og dermed international badminton. Men fodboldens nedtur i Vendsyssel ærgrer den sportsglade familie fra Skagen. Frederikshavn fI er netop rykket ned i Jyllandsserien og kommunen har meget symbolsk besluttet at nedlægge Frederikshavn Stadion og bygge en ny skole på grunden i stedet. For få år siden havde det været utænkeligt. - I mange år svarede jeg FfI, når nogen spurgte, hvem, der var min favoritklub. Men man kan jo ikke holde med en klub, der spiller i Jyllandsserien, siger skagboen Henning R. Det skulle da lige være SIK, Skagen Idræts Klub, der netop er rykket op i Jyllandsserien og næste sæson møder "storebror" fra Frederikshavn. Det var i SIK, Henning R. Jensen startede sin karriere som "fodboldpolitiker". Han er født med "blød hofte" og blev opereret første gang som 14-årig. Men fodbolden fulgte han stadig og med jobbet som kasserer og næstformand som springbræt overtog han formandsposten i SIK, inden han blev involveret i JBU og DBU. Hvad gik galt? Men hvad er der gået galt med fodbolden i Vendsyssel? - Jamen, nogen må have sovet i timen. Det er ikke nok at have et førstehold. Man er nødt til at pleje ungdomsafdelingen og de næst- og tredjebedste hold, investere i gode træningsmiljøer. Det er ikke nok at satse på eliten. Bredde og elite hører sammen. I Frederikshavn har man nok lyttet for meget til al snakken om de gode gamle dage. Det kan de unge mennesker i dag ikke bruge til noget, siger Henning R. Jan R. Jensen har arvet farens bløde hofte og spillede ikke selv fodbold. Til gengæld trænede han i mange år i diverse serieklubber i Vendsyssel. - Hvis Skive kan have et hold i 1. division, kan Frederikshavn også, men der skal være nogen, der tør springe ud i det. Tør have ambitioner og som kan se muligheder i stedet for begrænsninger, siger Jan. Han er overbevist om, at sponsorer i den engang så fodboldglade havneby står parat, hvis de bliver præsenteret for en 5-års plan med visioner og perspektiver. VEB er en fælles overbygning på to naboklubber, som i årevis var ærkefjender og konkurrenter. I stedet for at læne sig tilbage og se på trafikken af unge, talenter, der flytter fra landsdelen for at videreuddanne sig, tænkte brødrene Jensen utraditionelt og kreativt og lancerede idéen om en fælles overbygning på badmintonklubberne i Skagen og Frederikshavn. I dag er Jan formand og Peter sportschef i VEB, der henter nogle af verdens bedste badmintonspillere til det nordligste Vendsyssel. Idéen med Frederikshavn Badminton Academy er, at skabe et internationalt træningsmiljø, for 11-12 verdensstjernespillere og for landsdelens talenter. At vende trafikken og holde på de bedste. Akademiet starter til september og elitespillerne kommer fra Indonesien, Indien, Holland, Italien og Danmark. - Vi har mange bolde i luften og ingen at spørge, da det en helt ny måde at gøre tingene på, siger Peter - der tidligere i år var ved All England og Swiss Open og netop har overværet Singapore Open. Alle steder for at knytte kontakter, undersøge spillermarkedet og opbygge netværk. DM-bronze i 2006 Sportsligt er det foreløbige højdepunkt i VEB DM-bronzemedaljerne i 2006. Sidste sæson overlevede VEB i Badmintonligaen, men med det yderste af neglene. - Vi var brændt ud og det var ikke godt nok. Blandt andet var vi ikke tilstrækkeligt opmærksomme på den menneskelige side ved de verdensklassespillere, vi hentede til holdet. Det har vi lært af og har netop takket nej til to af de højest rangerende på verdensranglisten, fordi de ikke vil bo heroppe. Men vi går ikke på kompromis, siger Peter R. Jensen.