EMNER

Koncept: Fyr festen af på én gang

Birkelse samler alle løjerne på halvanden dag og giver den så hele armen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med børnedyrskue, optog, leg i skum og meget andet er festen i Birkelse i høj grad for børn.

BIRKELSE:Byfesten i Birkelse har tidligere varet tre dage, men konceptet er et andet nu, og det holder stadig: Varm op fredag aften, start tidligt lørdag og fest så igennem til de små timer. Så kan søndagen bruges i haven eller ved havet. Modellen blev testet endnu en gang i weekenden, og med dét vejr var rammerne perfekte. Opbakningen til den halvanden dag lange fest var super. Fredag aften var cirka 200 med til at spise stegt gris i teltet, mens børnene kunne lege i hallen. Lørdag blev der så lagt ud fra morgenstunden, og efterhånden som temperaturen steg, blev der afviklet børnedyrskue, optog, opvisninger, og flere andre ting. - Højdepunktet var uden tvivl, da 150 gymnaster fra Aabybro Ungdomsskole gav opvisning. Det var oplevelsen. Det var meget imponerende og flot, at de kunne stille med så mange, siger Aage Larsen, der var med til at arrangere festen. Børnene vil måske nærmere huske festen 2007 for det, som Aage Larsen kalder et ægte scoop. Beredskabscenter Aabybro var mødt for at vise, hvad de dur til, når det brænder på. De havde skumslukker med, og på en skoldhed dag var det bare ikke noget bedre for de små end at kunne boltre sig i skummet. Børnehaver og FDF sørgede for et stort optog gennem byen med revyholdet som den syngende rosin i pølseenden. Revyholdet var igen på den om aftenen og fik løsnet lattermusklerne, og for de mest standhaftige sluttede byfesten først, da kalenderen sagde, at det var blevet søndag. Aage Larsen tror på et festoverskud, uden at der dog er tradition for, at der hentes mange penge hjem til arrangørerne. Og det er heller ikke meningen. - Meningen er, at det skal være en fest for byen. Ikke en kommerciel sammenkomst, siger Aage Larsen. Byfesten i Birkelse, også kendt som Vedsted By- og Folkefest, er arrangeret af Birkelse IF, den lokale håndværker- og borgerforening samt Vedsted Gymnastikforening.