Koncepternes verden

Fremtidsbiler sætter sit kraftige præg på Auto Salon 2003 i Geneve

Biler 9. marts 2003 07:00

GENEVE: Endnu engang præger konceptbilerne en international biludstilling. I forsøg på at tiltrække sig størst mulige opmærksomhed til standene lokker bilfabrikkerne med modeller, der mere eller mindre peger i retning af fremtidens biler. En af de mest realistiske modeller er Chrysler Airflite, der kombinerer coupéns dynamik med rummeligheden fra en stationcar. Bilens design læner sig kraftigt op af de velkendte Crossfire og Pacifica. Airflite er et sikkert fingerpeg om Chryslers fremtidige design. Også i Korea har de fået øje på, at livsstil spiller en afgørende rolle for bilkøberne. Den problemfyldte Daewoo-fabrik har, på trods af pengemangel udviklet Scope, som er koreanernes bud på bølgen af crossover-køretøjer. Det skulle ikke undre os, om bilen snart kommer i produktion. Selv om en BMW Z8 nok forbliver en drømmebil for de fleste, så mener italienske Bertone alligevel, at der er plads til forbedringer. Faktisk har de tegnet en helt ny bil. Også teknikken er der pillet ved. Konstruktørerne har nemlig overført aluminiumsteknikken fra den nye Rolls-Royce Phantom til den såkaldte Z8 Dream Car. Det er i øvrigt ikke første gang, at Bertone tegner biler for BMW. Sidst de var på banen var i 1960'erne, da de designede BMW 3200 CS. Bløde former Italdesign-Giugiaro har ligget vandret de sidste par måneder for at lægge sidste hånd på deres fortryllende fortolkning af Chevrolet Corvette. Med former så bløde som en kvindekrop lokker designerne folk til standen. Udgangspunktet er den 50 år gamle Corvette, men i virkeligheden rummer bilen stylingelementer fra flere generationer Corvette. Bilen er det andet pletskud fra Fabrizio Giugiaro, som i efteråret brillierede med den fantastiske Alfa Romeo Brera. Officielt kalder Pininfarina deres nye sportsvogn for Enjoy, men det er svært at lade være med at kalde den for Lotus Elise. De helt åbne skærme minder om den første Elise. Det kunne også være en ny Ferrari eller Maserati, men den firecylindrede motor passer vist ikke til de bilmærker. En mere nærliggende tanke er MG, som passende kunne kalde den X-Power. Endnu er der ikke noget officielt fremme, men lad os folde hænderne for at dette design finder vej i produktion. Amatør-designere Hos Peugeot har 2800 mennesker fra 90 lande indsendt bidrag til design-konkurrencen "La Griffe", hvor opgaven lød på at skabe en retro-futuristisk Peugeot. På Geneveudstillingen får vinderen lejlighed til at se sit forslag som færdigbygget konceptbil i fuld størrelse. Den heldige og dygtige er den tyske multimediedesigner Stephan Schulze, der i forbindelse med vinderforslaget "Peugeot 4002" har skelet til Peugeot 402 fra 1936. Peugeot Hoggar er en overdimensioneret beachbuggy og en terrængående Sahara-cabrio fra en fremtidsfilm. Og selvfølgelig benytter Peugeot lejligheden til at blære sig med deres dieselteknologi. Hoggar er udstyret med hele to HDi turbodiesel motorer med partikelfilter, en under fronthjelmen og en bagi. De trækker i tandem, yder 360 hk og har en trækkraft på ikke mindre end 800 Nm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...