Musik

Koncert i kalkovn

KLIM:I fjor havde Han Herred Naturcenter stor succes med at arrangere en aften med korsang i Klim Kalkovn, og det spændende eksperiment gentages nu med et nyt kor, denne gang Rytmisk Kor fra Thisted, der optræder tirsdag 13. maj. Koret ledes af Dorte Mosgaard og akkompagneres af Niels Jørgen Mikkelsen, og aftenen byder på et bredt repertoire inden for nyere rytmisk musik, lige fra Evert Taube og amerikansk swing til Hanne Boel og afrikansk folkemusik. Klim Kalkovn har en fremragende akustik til korsang, men er en uopvarmet bygning, så det er nok en god ide at tage en ekstra trøje eller lignende med. Der er plads til ca. 60 tilhørere, og i fjor var der fuldt hus, så dert er måske også en ide at møde op i lidt god tid. Så kan man også nå at nyde de idylliske omgivelser ved den gamle kalkovn, fra hvis skorstentop der er en storslået udsigt.