Koncert indendøre

AABYBRO:Præmien for at blive Årets Spil Dansk Kommune bliver en koncert i Nordjyllands MediCenter fredag aften 11. februar med Karen Busck. Desuden har kommunen engageret sangeren til også at optræde om dagen. Det ligger nu fast, oplyser forvaltningschef Niels Eske Nyhus.Det betyder, at ikke alle 4.000 borgere, som deltog i Spil Dansk Dagen, kan få del i præmien. Der er nemlig plads til 220 publikummer til aftenens koncert. - Vi har inviteret og sendt billetter ud til de voksne, som har været mest aktive. Det er på skolerne, forretninger, plejehjem, Aamuskoret og rådhuset. Hvis der bliver billetter i overskud, uddeles de til elever i 8. til 10. klasserne, fortæller Niels Eske Nyhus. Desuden er stolene taget ud af multisalen til koncerten om dagen, så der bliver plads til 400, og alle elever i mellemgruppen på folke- og friskoler er iniviteret til at deltage. Det har hele tiden været meningen, at koncerten skulle finde sted i februar. Det forhindrer dog, at det bliver en udendørs koncert med plads til langt flere publikummer. - Der er også tale om en akustisk koncert, og det betyder, at den skal finde sted i indendøre, siger Niels Eske Nyhus.