Koncert med en ydmyg stormester

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Leonard cohen virkede utroligt glad for at møde sit publikum under de to koncerter i Danmark.Foto: Scanpix

To ting adskilte søndagens koncert med Leonard Cohen fra flertallet af andre koncerter: Sjældent har jeg oplevet så flot og tydelig en lyd. Sjældent har jeg oplevet så meget kysseri til en koncert. Men vi kommer heller ikke uden om, at Leonard Cohens adelsmærke er erotikken. Stemmen, den mørke, behagelige fløjlsbløde stemme udsender utrolige mængder af ro. Den ro der også er en vigtig katalysator for god erotik. Men der er også ordene. Leonard Cohen er nemlig meget mere end en stemme. Han er også en af rockmusikkens helt store poeter. Jovist findes der tusinder af banale kærlighedssange. Leonard Cohen har også lavet banale kærlighedssange. Men i hans lyrik vågner kærligheden og erotikken. Det bliver troværdigt og nærværende, og det er der ikke ret mange andre, der kan matche. Koncerten var annonceret til at starte klokken 21. Og med samme præcision som Tv-Avisen blev de allerførste toner intoneret på slaget 9. Det var "Dance me to the end of Love", og allerede fra første sang var publikum vilde med at synge med. På grund af den enestående balance mellem lækre melodier og smukke ord. Men han er også fantastisk, som han står der på scenen. Først og fremmest er han utroligt ydmyg. Han taler utroligt elegant til såvel sit orkester som til sit publikum. Han bukker. Igen allerydmygst. Når hans bandmedlemmer har leveret en solo går han hen til dem, tager hatten af og bukker for dem. Det er udtryk for dyb respekt, og publikum lapper det i sig: At så stor en kanon kan være så behagelig. Her er bare ingen hovskisnovski-manerer. Det er den pæne mand, der er i byen. Men der er masser af flere stjernestunder. I "In my Secret Life" kommer vokalen så lang ned - bliver så dyb - et enkelt sted, at publikum bliver ellevilde. Der er også rigtigt god plads til at det store band kan folde sig ud. Især var guitaristen (med meget mere) Javier Mas aldeles suveræn på sine mange strengeinstrumenter. "Who by Fire" blev således indledt med en vanvittig flot solo på akustisk guitar, hvor Javier Mas blandede spillestil fra den klassiske spanske guitar og tilsatte den solide mængder af græsk bouzouki-teknik. Først sæt blev afsluttet af "Anthem" og varede præcis en time. Efter pausen startede Leonard Cohen med "Tower of Song". Og midt inde i tredje vers lyder strofen: " I was born with the gift of a golden voice", og da folk hørte det, ville jublen ingen ende tage. Sangeren selv smilte stille over den gigantiske jubel, tog - igen - hatten af og bukkede ydmygt for publikum. Og straks da den sang var forbi blev "Suzanne" stille intoneret. Og igen: Folk var helt oppe at ringe. Det var næsten umuligt at høre Leonard Cohen selv for de 7000 andre sangere i Rådhusparken. Det omkvæd kender alle. Men det blev kort tid efter endnu værre, da han spillede "Hallelujah". Da skrålede folk vildt meget med. Men det var også suverænt smukt med Neil Larsen på hammondorgel som det vigtigste instrument i akkompagnementet. Hen mod slutningen af andet sæt fik vi så en af mine personlige favoritter, "Democracy". Her handler det ikke om kærlighed, men om poetens forhold til USA. Han synger blandt andet: "I love the country, but I can't stand the scene". Og hvert vers sluttes af med " Democracy is coming to the U. S. A". Jo. Der er da håb. Det blev den flot anlagte "Take this Waltz" der sluttede andet sæt, hvor Cohen også præsenterede sit fantastiske band. Applausen efter koncerten var gigantisk, og der gik ikke mange sekunder, før Cohen & Co var tilbage. Det blev til i alt tre fremkaldelser, inden koncerten blev sluttet a capella med "Whither Thou Goest". Det var smukt fra først til sidst. Og tre timers koncert. Det er i hvert fald ikke fedtet. 24 numre i alt. Det var også en meget planlagt koncert. Cohen spiller de samme numre i den samme rækkefølge hver aften. Her er der ingen improvisation. Men det er der heller ikke plads til, for de enkelt numre er sat utroligt bevidst sammen. Der er en sammenhæng i sangene, der gør, at koncerten nærmest bliver til en lang, planlagt fortælling. Lyden var ikke speciel høj, men den var tindrende tydelig. Cohens musik er heller ikke potent rock, men er mere en stribe stille ballader. Det var en koncert af sjælden flot kvalitet. Jeg har kun to - ganske små - klager: Bassen lå til tider lidt for højt i lydbilledet, og billederne på storskærmen var ude af sync. Altså: billedet var lidt forsinket i forhold til lyden. Det kan jeg dog sagtens leve med. Og jeg ved også, at denne koncert kommer jeg til at leve med i lang tid. Det er sådan en, man husker. Leonard Cohen Rådhusparken, Århus Søndag aften.