Koncertfinale efter en travl sæson

Marimbas slutter en travl sæson, som blandt andet har budt på koncert i Tivoli på Plænen.

Marimbas slutter en travl sæson, som blandt andet har budt på koncert i Tivoli på Plænen.

STØVRING:Søndag slutter Støvring Musiske Skole sæsonen med en festlig familiekoncert i Stubhuset, hvor soloelever, kor og orkestre viser deres kunnen i et vidtspændende program, oplyser musikskoleleder Jens Ole Kiilerich. Der er gratis adgang til koncerten. For Støvring Marimbas er det samtidig finale på en travl sæson, der blandt andet har budt på en koncertturne til Leipzig i Tyskland, 25 års jubilæum med deltagelse af gamle medlemmer, og en koncertoptræden på Plænen i Tivoli i København. - Efter koncerten holder orkestret en velfortjent ferie til det efter sommerferien skal stå klar til et genbesøg af skoleorkestret fra Leipzig. Foruden de musikalske indslag opfører Den Musiske Skoles teaterhold miniforestillingen En Sørøverhistorie. Både tekst, historie, kostumer og rekvisitter er lavet til lejligheden. Prinsessen er i fare, men heldigvis har hun en snarrådig hofdame, og med hjælp fra James Bond kan historien slutte festlig. Koncerten er delt i to afdelinger og i pausen kan publikum nyde Billedskolens sommerudstilling, og der er lejlighed til at synge med på Shubiduas Midsommervise, så den er klar til brug Sct. Hans aften, slutter Jens Ole Kiilerich.