Kone og eks-børnesoldat dræbte dansk millionær

Preben Povlsens kone og konens søster skjulte beviser, mens tidligere børnesoldat dræbte danskeren i Uganda.

Kone og eks-børnesoldat dræbte dansk millionær

To søstre og en bror er fundet skyldige i drabet på den 71-årige danske millionær Preben Povlsen i Uganda i januar 2008. Den ene var millionærens 34-årige kone, som sammen med søsteren på 43 år medvirkede til drabet.

Dommer Rosheni Allie ved Western Cape High Court i Sydafrika mener dog kun, at det var den 39-årige bror - en tidligere børnesoldat - som førte kniven, skriver avisen Cape Times.

Preben Povlsen blev fundet dræbt med 50 knivstik, en brækket nakke og en delvist brændt krop. De to søstre ødelagde ifølge dommeren beviser ved at rengøre huset for blod, male væggene og udskifte gulvtæppe i millionærens soveværelse.

Samtidig har de tre søskende ledt politiet på vildspor, da de fortalte, at Preben Povlsen var forsvundet på drabsdagen, efter han tog af sted til golf.

Børnesoldaten har tidligere forklaret, at han handlede i selvforsvar. Han kom op at slås med Povlsen, da millionæren tog ham i at ryge og drikke alkohol i garagen frem for at arbejde.

Povlsen skal på et tidspunkt have stukket børnesoldaten i armen med hans egen kniv, ifølge den tidligere børnesoldats forklaring.

Og det fik angiveligt den 39-årige børnesoldat til at miste besindelsen og dolke Povlsen adskillige gange.

- Det var min skyld. Jeg har lært ikke at slås med folk, det har min mor altid sagt. Men jeg var overvældet af frygt og glemte det, har børnesoldaten forklaret.

Det går først op for ham, hvad der er sket, da hans ven trækker ham væk fra Povlsen, som ligger i en blodpøl:

- Jeg gik i panik. Jeg løftede Povlsen op at sidde og håbede, at han stadig var i live. Jeg forsøgte at hjælpe ham, men det gik op for mig, at han var død.

Børnesoldaten har forklaret, at han meldte sig selv til den nuværende præsident Yoweri Musevenis guerillabevægelse i 1983, hvor han kæmpede indtil 1986.

De tre søskende kan forvente af få deres straf onsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst