Konen kunne også ramme

Det er ikke hver dag en mand får hole in one på golfbanen. Det er endnu sjældnere, at konen gør ham kunsten efter.

Gitte og John Aagaard har begge indenfor et år præsteret et hole in one i Dronninglund Golfklub. Privatfoto

Gitte og John Aagaard har begge indenfor et år præsteret et hole in one i Dronninglund Golfklub. Privatfoto

Det er ikke desto mindre, hvad der er sket i Dronninglund Golfklub. John Aagaard fik hole in one på hul 6 27. maj i fjor. Samme bane, samme hul 18. marts i år var det hans kone, Gitte Aagaards tur til at juble efter et lignende pletskud. - Armen røg i vejret, så jeg fik vist en forstrækning i den ene side, griner Gitte Aagaard. - Det var første runde golf i år. Jeg spillede sammen med en golfveninde og vi nød bare det gode vejr og banens fine stand. På hul 6 slog jeg et stille og roligt slag fra teestedet ned mod den lavtliggende green. Vi kunne følge bolden hele vejen til den stille og roligt trillede i hullet, fortæller hun. Ægteskabelig kappestrid Gitte og John Aagaard er hhv. salgskonsulent i medicinalbranchen og manager i musikbranchen. De har begge en travl hverdag, men nyder at stresse af med golfspillet, og kappes selvfølgelig lidt om at få det laveste handicap. I øjeblikket fører John med 21,4 over Gitte med 22,1. - Men nu kan John ikke længere prale af at være den eneste, der har præsteret et hole in one derhjemme, konstaterer Gitte Aagaard tilfreds. - Man kan jo ikke have noget som helst for sig selv, beklager John Aagaard grinende. 1000 pletskud om året Dansk Golf Union holder ikke øje med, hvor tit det lykkes begge parter i et golfspillede ægtepar at få hole in one, men det er ikke hverdagskost. - Det må være sjældent. Der laves ca. 1000 hole in ones i Danmark om året af 150.000 golfspillere, så der kan ikke være ret mange ægtepar imellem, mener Thomas Vennekilde, der er redaktør på magasinet Dansk Golf. Dronninglund Golfklub har registreret i alt 10 hole in ones siden banens indvielse i 2007, heraf halvdelen på hul 6, som er et par 3-hul. Med æren følger en flaske whisky.