EMNER

Konference om ungepolitikken

Henrik Carlsen: - Det har givet genlyd vidt og bredt, at Frederikshavn er årets ungdomskommune.Arkivfoto

Henrik Carlsen: - Det har givet genlyd vidt og bredt, at Frederikshavn er årets ungdomskommune.Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, FUF, vil gerne have en visions- og fritidspolitisk debat. Derfor er FUF initiativtager til en konference for ledere og trænere, som forhåbentlig bliver til noget engang i løbet af efteråret. Henrik Carlsen, formand for FUF satser på spændende oplægsholdere som landpolitikere, ungdoms-, fritids- eller fremtidsforskere og højtstående ledere, der er kendte for deres metoder og arbejdet med unge. Konferencen skal gerne arrangeres i samarbejde med Idrætssamvirke i Frederikshavn Kommune. - Det har givet genlyd vidt og bredt, at Frederikshavn er årets ungdomskommune. I den medvind vil vi gerne tage fat på en række tiltag, for eksempel denne konference, siger Henrik Carlsen. Han mener i det hele taget, at det er vigtigt at konkretisere ungdomspolitikken. - Vi er utroligt glade for den politiske opbakning og lydhørhed i forvaltningen, udtaler Henrik Carlsen. Hidtil er det dog ikke blevet til andet end pæne ord. Der er ikke kommet tilsagn om kommunale penge eller praktisk bistand. Administrativ hjælp På et møde med børne- og ungdomsudvalget forleden forelagde FUF også et stort behov for administrativ bistand. Henrik Carlsen nævner, at der i ministerier og fonde findes mange penge til forsøgsprojekter. - Hvis ideer og projekter kunne koordineres og sættes sammen som et forsøgsprojekt, kan der søges om økonomisk støtte. Det kræver et kommunalt stempel og en masse papirarbejde, som ledere i det frivillige foreningsarbejde ikke har tid til. Derfor har vi tydeligt markeret, at vi har brug for sekretariatsbistand. Henrik Carlsen nævner, at der for eksempel kunne søges penge til planerne om et ungdomskort i kommunen.