Konflikt: Affald bliver ikke hentet og genbrugspladser lukker

En strejke og lockout vil betyde, at affaldet i Aalborg Kommune hober sig op. Miljø- og byggesagsbehandling vil også være ramt

Niels Brauer
En eventuel konflikt vil sætte stopper for afleveringen af udtjente hvidevarer og haveaffald på genbrugspladserne. Arkivfoto: Laura Guldhammer
Overenskomst 23. marts 2018 18:52 - Opdateret 23. marts 2018 20:15

AALBORG: Skroget fra kyllingen og resterne af den røgede makrel skal opbevares hos den private husstand på ubestemt tid, hvis den varslede strejke og lockout bliver en realitet 4. april.

Samtidig vil Aalborg Kommunes genbrugspladser ikke være tilgængelige for modtagelse af affald fra eksempelvis forårsoprydningen i garage og have.

3F’s varslede strejke indebærer, at 143 ansatte i den kommunale renovation fra nævnte dag er i strejke, men en konflikt får også konsekvenser for den del af afhentningen af affald, der varetages af private firmaer, og som derfor ikke direkte er omfattet af konflikten, oplyser miljø- og energirådmand Lasse P. N. Olsen (EL).

Forklaringen på, at heller ikke de privatansatte skraldemænd fra nævnte dato vil afhente affald, er, at Reno Nord og dermed forbrændingsanlægget på Troensevej er omfattet af strejkevarslet.

- De private firmaer kan altså ikke komme af med affaldet, og så giver det jo ikke mening af afhente det, siger rådmanden.

Af den redegørelse forvaltningen gav på miljø- og energiudvalgets seneste møde fremgår desuden, at der også vil være et stop for behandling af miljøsager. I det tilfælde er det ikke strejke, men KL’s varslede lockout, der sætter arbejdet i stå. Ifølge Lasse P. N. Olsen omfatter lockouten 75-80 akademikere beskæftiget med miljøsagsbehandling.

Tilsvarende vil byggesagsbehandlingen i by- og landskabsforvaltningen blive sat i bero, hvis der ikke findes en løsning i form at en overenskomst, oplyser Lasse P. N. Olsen, der håber, at det ikke kommer så vidt, at kommunens borgere og virksomheder på ubestemt tid ikke vil få afhentet affald eller kan få løst nævnte opgaver.

- Mit håb er, at kommunernes forhandlere indser situationens alvor, og at det fører til en løsning, før konflikten er en realitet, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...