Konflikt på kirke- gården

Overenskomster 17. september 2002 08:00

VADUM: Et krav om overenskomst fra SiD kan fra på mandag udløse problemer på en halv snes kirkegårde omkring Aalborg, hvor gravermedhjælperne har varslet strejke. Konflikten retter sig alene mod landsbykirker, hvor gravermedhjælperne som aflønnes med 30.000 kr. mindre om året end deres kolleger ved bykirker (ifølge Kirkeministeriets definition kirkegårde på over 2500 kvadratmeter) - de sidste har nemlig overenskomst. Tømrermester Hans Borggren, menighedsrådformand ved Vadum Kirke, tager indtil videre truslen om strejke med ro, og der er ingen planer for, hvis konflikten holder kirkegårdens to gravermedhjælpere hjemme. Dels mener han, at der skal tre strejkevarsler til, før konflikten kan træde i kraft, og dels beskylder han SiD for at have rettet sit overenskomstkrav til den forkerte part. - Vi er blevet oplyst om, at den slags spørgsmål skal behandles af Personalestyrelsen under Finansministeriet, hvor alle overenskomster med statsansatte hører hjemme, siger Hans Borggren. I Personalestyrelsen bekræfter kontorchef Peter Friis, der blandt andet har de ca. 5000 ansatte ved landets kirker under sig, den opfattelse, og han har på intet tidspunkt fået henvendelse fra SiD. - Derimod er vi blevet informeret om, at Kirkeministeriet har fået en henvendelse fra SiD, og jeg ved, at de har svaret forbundet, at overenskomstspørgsmål hører hjemme under Personalestyrelsen, bemærker Peter Friis. I SiD Nørresundby fastholder næstformand Benny Jensen imidlertid, at når det er menighedsrådene, der ansætter gravermedhjælperne, må det også være dem, man skal indgå overenskomst med. ErhvervDanmark Forside

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...