Konflikterne i rocker- og bandemiljøet spidser til

De nye spillere på hash- og narkomarkedet har betydet voldsom optrapning af volden

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

ØSTDANMARK:- Vi har en bandekonflikt i øjeblikket i Storkøbenhavn og på Fyn. Der er sket en forværring og en eskalering af nogle scenarier. Helt overordnet har vi set en stigning i antallet af banderelaterede konflikter og episoder rundt omkring i det offentlige rum, siger politiinspektør ved Rigspolitiet, Michael Kjeldgaard, til Berlingske torsdag.

Politiinspektørens bemærkninger kommer, efter politiet i sidste uge gjorde et gruopvækkende fund, da liget af et savnet medlem af rockergruppen Satudarah dukkede op i et skovområde mellem Albertslund og Ballerup. Manden var blevet tortureret, dræbt og parteret, inden hans lig blev transporteret til skoven i blå IKEA-poser. Den 25-årige er den ottende med rocker- eller banderelationer, der er blevet dræbt, siden november 2015, hvor tre unge mænd blev likvideret i en lejlighed på Frederiksberg. Til sammenligning blev ti personer med banderelationer dræbt mellem 2008 og 2013 under bandekonflikten i København. Det er et tydeligt tegn på, at situationen i høj grad er eskaleret.

- Der er sket en forråelse i det her miljø, det er der ingen tvivl om. Det har udviklet sig negativt, og banderne agerer mere konfronterende over for deres konkurrenter på det kriminelle marked, siger Michael Kjeldgaard til Berlingske.

Netop konkurrencesituationen på hash- og narkomarkedet er en del af forklaringen på den negative udvikling, lyder det fra politi-inspektøren. I flere år har Hells Angels og Bandidos domineret rockerlandskabet suverænt, men i de senere år er der sket en udvikling i retning af, at flere og flere rockere tilhører klubber, der ikke har en direkte tilknytning til hverken Hells Angels eller Bandidos. Tal fra Justitsministeriets Forskningskontor viser, at fem pct. af rockerne tilhørte andre grupper end Hells Angels og Bandidos i 2009, mens det i april 2016 var 13 pct. Michael Kjeldgaard beskriver ligeledes miljøet som mere fragmenteret.

- Kampen om de kriminelle markeder er tiltagende, og det gør, at situationen er blevet mere kompleks. Når man bliver udfordrede på markedet, og andre forsøger at sætte sig på det, eskalerer volden, og ultimativt bliver nogen slået ihjel, siger han og understreger, at situationen også skaber en højere stressfaktor internt i grupperne, som kan være med til at få konflikter til at kamme over.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst