Konfliktfyldte lande skraber bunden i kampen mod korruption

Instanser, der bekæmper korruption, bliver ødelagt under konflikter og præger systemet, vurderer professor.

Ikke meget af en bil står tilbage efter endnu en eksplosion i konfliktfyldte Mogadishu, Somalia. Somalia ligger helt i bund på Transparency Internationals anti-korruptionsliste. (Arkivfoto).

Ikke meget af en bil står tilbage efter endnu en eksplosion i konfliktfyldte Mogadishu, Somalia. Somalia ligger helt i bund på Transparency Internationals anti-korruptionsliste. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Mens Danmark topper anti-korruptionsliste, står det anderledes skidt til i lande præget af konflikt.

Det fremgår af organisationen Transparency Internationals opgørelse over opfattet korruption i 180 lande. Organisationen arbejder med at bekæmpe korruption og bestikkelse.

I bunden af listen ligger lande som Somalia, Sydsudan, Syrien, Yemen og Venezuela. De har alle det til fælles, at de er præget af konflikter, hvilket påvirker den opfattede korruption i landet.

Konflikt og korruption hænger naturligt sammen, forklarer Christian Bjørnskov, som er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og har forsket i korruption.

- Konflikter som i Yemen og Sydsudan og så videre ødelægger et hvilket som helst velfungerende bureaukrati og retsvæsen. Det er altså de instanser, der skal bekæmpe korruption, som typisk bliver ødelagt.

- I konflikter er der også kamp om at få adgang til hjælp og ressourcer, så der er en helt særlig tilskyndelse til at bestikke sig vej til det, ingen andre har, siger Christian Bjørnskov.

Det sammensatte indeks fra Transparency International er baseret på undersøgelser af eksperters og erhvervslederes opfattelse af, hvor korrupt et lands offentlige sektor er.

Det er derfor ikke et facit over graden af korruption i de enkelte lande.

Hvert land tildeles point mellem 1 og 100. Jo højere point et land modtager, des mindre korrupt opfattes det.

I top ligger Danmark og New Zealand med 87 point. Til sammenligning får Somalia helt i bunden 9 point, Sydsudan 12 point og Syrien 13 point.

Alt håb er dog ikke ude for de konfliktfyldte lande. Udviklingen kan med tålmodighed blive vendt.

- Der findes eksempler på lande, der er kommet ud af konflikter, og som over årene har genetableret eller fået etableret velfungerende systemer. Og de vil normalt også se væsentlig lavere korruption over årene.

- Men det er noget, der godt kan tage 10 eller nogle gange 20 år, siger Christian Bjørnskov.

Generelt er der ikke meget fremgang at spore på Transparency Internationals liste. Siden 2012 har blot 22 lande ud af de 180 på listen forbedret deres score.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.