Konfus bilist kørte ud på lang og farlig tur fra Nordjylland
59-årig tysk statsborger blev anholdt som spøgelsesbilist på Sønderjyske Motorvej

Arkivfoto: Michael Koch
NORDJYLLAND:En 59-årig mand, som er tysk statsborger, tog søndag ud på en temmelig farlig køretur. Den begyndte ved mandens sommerhus i Nordjylland og endte ved midnatstid, hvor han blev anholdt som spøgelsesbilist af Syd- og Sønderjyllands Politi. Det var på Sønderjyske Motorvej, hvor manden altså kørte imod kørselsretningen.
- Han havde mistet orienteringen og var konfus, da vi traf ham. Han vidste ikke, hvor han var. Han havde kørt rundt i 12 til 14 timer uden mad og drikke, før vi fik stoppet ham. Det fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV2.
Politiet efterlyser nu vidner for at få overblik over mandens kørsel. Blandt andet vil politiet gerne tale med personer, der har været nødt til at undvige manden eller som måske har oplevet andre episoder med den forvirrede bilist. Heldigvis skete der ingen alvorlige uheld.
Intet tyder på, at manden var påvirket af alkohol eller andet under kørslen. Han blev kørt på sygehuset og kom til sig selv, da han havde fået noget at spise og drikke.
Politiet ved ikke præcis, hvor længe manden kørte i den modsatte retning på motorvejen.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.