EMNER

Kongebesøg med lav profil i Skagen

Over 280 sejlbåde sejler i aften fra Oslofjorden med kurs mod Skagen

SKAGEN:Selv om H.M. Kong Harald V af Norge er tilmeldt som skipper med skibet "FRAM XIV" i kapsejladsen Hovdan Skagen Race, er der ikke lagt op til en stor iscenesat modtagelse på havnen i Skagen. - Der er jo tale om en kapsejlads, ikke et officielt kongebesøg, fastslår havnefoged Hans Charly Jensen. Heller ikke formanden for den arrangerende klub, Bærum Seilforening, Terje Kleppan, kan fortæller om ændringer i anledning af den royale deltagelse i sejladsen eller på grund af den seneste tids terrortrusler mod Norge. - Kongen deltager jo i mange kapsejladser. Vi går ud fra, at der bliver passet på ham på en eller anden måde, men det er ikke vores opgave, fastslår Terje Kleppan, der ikke mener, at der er lagt op til, at andre royale personer vil deltage i sejladsen. Ifølge NORDJYSKE Stiftstidendes oplysninger vil den norske konge i løbet af torsdagen blive eskorteret til Frederikshavn, hvorfra han vil rejse videre til Norge. Der bliver altså tale om et meget kort besøg i Skagen. Kapsejladsen bliver skudt i gang i aften kl. 20 i Oslofjorden, og hvis de spåede vejrmeldinger og vindforhold bliver en realitet, kan de første sejlbåde ventes i mål i Skagen tidligt torsdag morgen. - Det vil ikke overraske mig, hvis de første både er i land allerede klokken 8. torsdag morgen, siger Terje Kleppan.