Kongefamilie hiver hemmelige billeder frem

Regentpar måtte skjule sin kærlighed i ni - nu deler de private billeder i et dokumentarprogram

Maibritt Schulz
Foto: Scanpix
Norge 7. januar 2016 20:35

NORGE: Hver gang de kongelige familier deler årlige julebilleder, børnebilleder eller fotografier fra rejser og arrangementer, bliver de delt i vild virvar.

Men nogle billeder bliver aldrig delt i offentligheden. Sådan en stak hemmelige billeder har det norske kongepar gemt i snart seks årtier.

For kong Harald og dronning Sonja har nemlig en del billeder fra deres unge dage, der aldrig er blevet vist i offentligheden før. Men det ændrer sig nu. For regentparret kan den 17. januar fejre 25-års jubilæum på tronen, og det bliver markeret med en dybdegående dokumentar. Det skriver det norske Se og Hør.

I dokumentaren, der har det helt simple navn ”Konge og dronning i 25 år”, følger man i syv episoder det norske kongepar gennem tykt og tyndt.

Den første episode starter som ethvert godt eventyr: Kærlighed ved første blik mellem prins og pige. Men tiden var en anden, da de to mødte hinanden i 1959, og det unge forelskede par måtte kæmpe i ni år, før de fik hinanden.

Kampen var både mod kongen, Haralds far Olav den femte, og den norske regering. Derfor måtte billeder af den 22-årige prins omfavnende en ikke-kongelig pige ikke komme ud til offentligheden, har VG tidligere skrevet. Men nu er tiden kommet efter 57 år som par, 48 års ægteskab og 25 år som regentpar.

Første afsnit af dokumentaren, hvor de hemmelige billeder bliver vist, blev første gang sendt den 30. december, men bliver genudsendt mandag den 25. januar klokken 02.25 på den norske kanal NRK 1.

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...