Kongelig engelsk Hofleverandør

SM-Limtrae i Sejlflod gør sit til, at det engelske kongehus sidder godt

England 30. december 2002 07:00

STORVORDE:- I sin tid, hvis kommunekassen begyndte at blive tom for penge, kunne de finde på at spørge ham, om ikke han ville betale skat. Det var bare en af de ting, Chresten Widt Christensen fortalte om sin bedstefar i den takketale, han holdt i forbindelse med modtagelsen af årets Buchwald-pris for nylig. Ved samme lejlighed gav han en redegørelse for familiefirmaets historie. Et firma, der gennem årene har haft flere navne. I dag bruger man navn afhængig af det marked, man handler med. Og mens der i Danmark ikke er noget i vejen for at bruge navnet C. H. Christensen & Søn Aps og Sejlflod Maskinsnedkeri, er der i det store udland mere fornuft i at bruge firmanavnet SM-Limtrae (SM Limtræ Aps). Så det gør man, fordi det kort og klart fortæller om firmaets produktion. Ingen opgave for lille Det var helt tilbage i 1917, at Sejlflod Maskinsnedkeri blev grundlagt af Chresten Widt Christensens farfar, Chresten Hansen. Han startede på Gadekærsvej i Sejlflod by i en gammel ejendom, og i løbet af de første to år blev ejendommen restaureret og solgt, og maskinsnedkeriet med beboelse bygget på Søndre Bygade i Sejlflod. I de dage var ingen opgave for lille eller for stor. Der blev repareret trillebøre og vogne for landmændene i området. Men Chresten Hansen Christensen stod også for genopførelsen af en del af gårdene i Sejlflod, der nedbrændte. Og han udførte tømrerarbejde på mange forskellige boligblokke i Aalborg. Ja, der blev sågar lavet ligkister i værkstedet i Søndre Bygade. Chresten Widt Christensens far, Hans Kristian Widt Christensen, kom i 1952 med i firmaet, som han overtog ti år senere. Han har ligeledes en lang række af byggerier bag sig. Bl. a. var han med på både 1., 2. og 3. etape af Tofthøjskolen, Storvorde plejehjem, Det gamle Sæby Søbad og Varde kaserne. Han lavede arbejde på Aalborg flyveplads for militæret. Og på mange villaer i Storvorde og i Aalborg, ja, i hele omegnen. Også gymnasiet i Hobro og Hjørring Politigård har fået hans håndelag at føle. Chresten Widt Christensens far tilbragte i det hele taget en stor del af sin tid på værkstedet, og hans store interesse var maskiner. Sidst i 70 begyndte han at producere limtræsbjælker, men det var for tungt og bøvlet. Limtræ til møbler Så var der straks flere forespørgelser på limtræ til møbler. Så det begyndte han på, samtidig med at han beholdt tømrer- og snedkerforretning. Tilbage i 1974 kom Chresten Widt Christensen i lære som tømrer hos sin far, og efter endt læretid læste han til bygningskonstruktør. Ti år senere købte han halvdelen af firmaet C. H. Christensen. Og året efter i 1985 brændte det gamle værksted i Søndre Bygade i Sejlflod. Da det var genopbygget, indledte firmaet en eksport til Tyskland, samtidig med at man drev tømrer- og snedkerforretning. Men på grund af såvel støjproblemer for naboer som pladsmangel valgte far og søn i 1992 at bygge på Engvej 24 i Storvorde Øst. Og det var på samme tid, Chresten Widt Christensen sammen med hustruen, Hanne, overtog resten af firmaet. Sammen har de to arbejdet SM-Limtrae op til, hvad det er i dag, hvor de udelukkende producerer komponenter til møbler i fyrretræ. Alt sammen til eksport til England, Irland og Skotland. Med en kunde i Skotland, som leverer møbler til Kongehuset i England. Så når Dronning Elisabeth placerer sin royale ende i en fyrretræsstol, kommer nogle af komponenterne højst sandsynligt fra Sejlflod-virksomheden SM-Limtrae. - Vi er indirekte leverandør til det engelske hof, fortæller Chresten Widt Christensen. Firmaet beskæftiger 25 fuldtidsansatte, hvoraf de 7 arbejder på aftenhold. - Det har selvfølgelig sin pris at drive en virksomhed, da dette ikke er et 7 til 16-job. Vores mål er at gøre C.H. Christensen til et godt sted at arbejde, og derfor har vi indgået et samarbejde med arbejdsmarkedskoordinator Erling Bo Larsen omkring personalepolitik. Samtidig ønsker vi fortsat at kunne øge vores omsætning. Og for Hanne og Chresten Widt Christensen er spørgsmålet nu, om fjerde generation vil overtage familievirksomheden. Thomas på 25 har allerede arbejdet 5 år i firmaet, men ved stadig ikke, hvad det ender med. Og sønnen på 11 er for ung endnu. Men Chresten Christensen lægger ikke skjul på, at han meget gerne ser, at næste generation er med i foretagendet. - Det er ikke et krav men et ønske, da det helt og holdent bliver deres eget valg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...