Kongelig kok på fiskerestauranten

SKAGEN:Skagboen Jesper Carl Winther vender hjem for at blive køkkenchef på Skagen Fiskerestaurant. Og det er lidt af en kongelig leverandør, fiskerestauranten fra først i april får som chef i køkkenet. Skagboen var nemlig hofkok for regentparret på Kongeskibet Dannebrogs sommertogt i 2002, hvilket tv-seerne blandt andet har kunnet se med egne øjne. Jesper Winther blev valgt blandt 25 meget kvalificerede kokke, så skagboen var naturligvis stolt af udnævnelsen, da vi talte med ham forud for togtet. - Der er udvalgt to andre kokke til togtet, men jeg var så heldigt at blive udvalgt til at være Dronning Margrethe og Prins Henriks personlige kok på togtet. Min primære opgave bliver at lave mad til regentparret. Menuen skal jeg aftale med prinsen, fortalte Jesper Winther. Og det blev en begivenhedsrig og lærerig tur med landet regentpar. Efter togtet har han blandt andet arbejdet på den kendte restaurant Penny Lane i Aalborg. Jesper Carl Winther er udlært kok på Restaurant Pakhuset i Skagen, hvor køkkenchef Thomas Riis har stået for oplæringen. Den 23-årige skagbo har også arbejdet på restauranten Lundums i London. Jesper Carl Winther er ud af en gammel Skagen-slægt. Jespers farfar, Carl Winther, var byens borgmester, og far, Niels Winther, havde BP-depot med mere. - Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være kok. Jeg begyndte at snuse til køkkenet som 14-15 årig som opvasker på Brøndums Hotel, og siden gik det hurtigt. Og da jeg søgte ind til Søværnet vidste jeg, at det bedste, der kunne ske var at blive udtaget til hofkok. Det skete, og det var bare dejligt. - Nu glæder jeg mig til at komme igang på fiskerestaurenten i Skagen, hvor jeg har købt hus. Skagen Fiskerestaurant vil satse endnu mere på at få den enkle fisk i centrum både i restauranten på første sal og i baren, hvorfra der også serveres morgenmad inde eller ude i sæsonen, siger skagboen. -Vi vil også i år gøre meget ud af vores take away, hvor køkkenet sælger mad ud af huset. Det bliver blandt andet sandwiches lige til at tage med på stranden. Vi vil også gøre mere ud af salg af vort eget nybagte brød. Og så bliver der naturligvis også masser af levende musik med nogle gengangere fra seneste sæson og en række nye navne, fortæller Helle Skaarup, der er direktør i Skagen Fiskerestaurant.