EMNER

Kongelig leverandør af støbte monogrammer

Aalborg Broncestøberi står bag monogrammerne til Joachim og Maries smedejernslåger

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lene Stefansen med monogrammerne, som prins Joachim selv har designet. I dag lægger hun som kunstner sidste hånd på en bryllupsgave til det kongelige brudepar.

Vel er det med en vis stolthed, at Aalborg Broncestøberi har støbt de nye monogrammer til smedejernslågerne på Schackenborg. Monogrammerne, der erstattede prins Joachims og grevinde Alexandras fælles monogrammer, der indtil først på ugen fortsat prydede portene til Schackenborg, er denne gang designet af prins Joachim selv med bistand fra kongelig våbenmaler Ronny Andersen. - Selvfølgelig er det dejligt at have sat sit fingeraftryk netop på de monogrammer. Ganske vist har vi lavet arbejder, der har været sværere, men vi ved jo, at monogrammerne bliver genstand for særlig opmærksomhed, og også, at de vil kunne fungere som en slags visitkort for os fremover, siger Lene Stefansen, der sammen med sin mand Flemming Purkær har bronzestøberiet, der ligger i Svenstrup. Og det er ham, der i særlig høj grad har stået for det store slibearbejde af de fire monogrammer, der hver er ca. 80 cm. høje og vejer 26 kg. At det netop blev det nordjyske støberi, der fik opgaven skyldes, at det tidligere har løst en opgave ved Ringridderbanen ved Sønderborg Slot til stor tilfredshed, mener Lene Stefansen, der personligt finder de nye monogrammer "vanvittigt flotte". – Og så er de elegante med et strejf af romantik, foruden at de passer i tiden. Selv om det nordjyske par har afleveret monogrammerne, der forleden blev sat op, klar til brylluppet lørdag mellem prins Joachim og Marie Cavallier, er Lene Stefansen ikke færdig med at beskæftige sig med de kongelige. – Som kunstner, siger hun, er jeg i gang med at lægge sidste hånd på en bryllupsgave til prins Joachim og Marie. Det er en kærlig bronzeskulptur, som er bestilt af en af de fotografer, der er tæt på kongehuset. Og selvfølgelig, indrømmer hun, er hun stolt over også denne opgave. Opgaverne for de kongelige er dog langt fra de eneste, som Lene Stefansen er stolt over. Efter at have eksisteret i 11 år er Aalborg Broncestøberi, der staves med c og som altså ligger i Svenstrup, ved at have rigtigt godt fat – også i mange spændende specialopgaver. Lene Stefansen fremhæver herunder et våbenskjold til Furesø Kommune, som virksomheden leverede i efteråret. Lige nu er støberiet i gang med at støbe skilte, der skal sidde i forbindelse med historiske steder i Fredericia. Men på lørdag vil Lene Stefansen sidde spændt foran tv og vente på det øjeblik, prins Joachim og Marie Cavallier, der til den tid er Danmarks nye prinsesse, kører ind igennem porten med det nye monogram. - Det vil nok være et øjeblik, der vil sidde på nethinden i hvert fald i et stykke tid, indrømmer Lene Stefansen.