EMNER

Kongelige toner i Skalborg kirke

SKALBORG:14. maj spillede Københavns domorganist Flemming Dreisig ved Frederik og Marys bryllup. 24. oktober kommer han til Skalborg kirke og spiller musik fra det kongelige bryllup. Anledningen er, at kirkens Marcussen-orgel efter et halvt års ombygning nu igen kan tages i brug. Søndagen indledes med festgudstjeneste klokken 10 under ledelse af biskop Søren Lodberg Hvas og bagefter tages orglet tages i brug. Provst Peter Krogsøe prædiker over søndagens tekst, og i øvrigt medvirker alle kirkens præster, samt kirkens ungdomskor. Efter gudstjenesten er menigheden inviteret til reception med et lettere traktement i sognesalen, og festdagen afsluttes med festkoncert "A la Royal Wedding" klokken 14. Til forårets royale bryllup spillede Flemming Dreisig et meget varieret program, som delvis var sammensat efter kongehusets udtrykkelige ønsker. Som ved Mary og Frederiks udgang efter vielsen vil domorganisten afslutte orgelindvielsen i Skalborg kirke med Charles Marie Widors berømte Toccata fra den 5. orgelsymfoni. Flemming Dreisig, der regnes for en af landets betydeligste organister, med en verdensomspændende koncertvirksomhed, professorat, samt embeder i blandt andet Maribo domkirke, Helligåndskirken København og Rønne, tiltrådte i december 2003 embedet som domorganist i Københavns domkirke. Hvis man lytter til radiotransmissionen af morgenandagten fra Københavns domkirke, vil man derfor høre Flemming Dreisig ved orglet. Der er gratis entré ved koncerten.