Kongen

Land Rover Discovery er skrappest i terrænet, men kører også flot på landevejen.

Land Rover Discovery er skrappest i terrænet, men kører også flot på landevejen.

Verdens bedste, ægte firehjulstrækker. Så enkelt kan Land Rover Discovery III beskrives uden at frygte for repressalier fra diverse konkurrenter. Den er proppet med teknik, men det hele er samlet lige så overskueligt som betjeningen af en Mac-computer. Hemmeligheden bag de fabelagtige terrænegenskaber er en drejeknap, hvor man kan vælge mellem syv forskellige typer underlag. Derefter finder systemet selv ud af resten. Luftaffjedringen sørger for variabel frihøjde og de elektronisk styrede differentialer får en sikkert både op og ned af ellers temmelig frygtindgydende bakker. Ved testen efterlod den gang på gang de store livsstils-firehjulstrækkere stakåndet på bakkerne. Men tro nu ikke, at den kun er til terræn. På landevejen tonser den derudaf som et lokomotiv på skinner. Den er ikke lige så sjov at smide rundt som en BMW X5, da den er en smule blød i undervognen, men det er den, vi helst ville forcere et militært øvelsesterræn med. Prisen for den fabelagtige klatrer er 790.000 kroner på hvide plader, mens den på gule koster fra 299.360 kroner plus moms.