EMNER

Kongens penge faldt forgæves

KØBENHAVN/MANAMA:Kongens løfte om penge til hver familie i Bahrain hjalp ikke. Heller ikke regeringens løfter om lavere fødevarepriser og hjælp til familier i nød. Uroen har ulmet længe i det lille kongedømme i Golfen, og nu er optøjerne eskaleret til blodsudgydelser - sat i gang af opfordringer på Facebook, som det skete i Egypten. Kong Hamad bin Issa al-Khalifa forsøgte sig ellers i fredags med det, der ligner et regulært forsøg på at tale folk fra at demonstrere ved at give dem penge. Den arabiske satellitkanal al-Jazeera skriver på sin netavis, at kongen har lovet hver familie i Bahrain 1000 dinarer, godt 14.500 kroner. Løftet kom, mens der på Facebook på internettet cirkulerede opfordringer til at demonstrere for reformer, der giver det shiamuslimske flertal mere indflydelse og bedre økonomiske forhold i landet, som regeres af sunnimuslimer. Opfordringerne på internettet lød på demonstrationer mandag. Demonstrationer kom der, og de blev voldelige. I landsbyer rundt om hovedstaden Manama var der sammenstød mellem demonstranter og politi. En 22-årig demonstrant blev dræbt og omkring 20 såret, skriver de internationale nyhedsbureauer. Tirsdag gik det galt igen. Da skulle den dræbte begraves, og det kom til sammenstød mellem politi og deltagere i begravelsen. Reuters skriver, at optøjerne tog fart, da omkring 2000 mennesker eskorterede liget fra et hospital til den dræbtes landsby. De mange mennesker skulle igennem en række shiamuslimske landsbyer i udkanten af Manama, og flere sluttede sig til. Vidner og politiet siger til Reuters, at urolighederne kostede endnu en demonstrant livet. Ibrahim Mattar, parlamentsmedlem fra den shiamuslimske Wefaq-gruppering, siger til nyhedsbureauet, at politiet havde forsøgt at opløse begravelsesoptoget med tåregas, men at demonstranterne samlede sig igen og fortsatte. Den dræbte demonstrant blev skudt, siger han. Mattar sagde videre, at Wefaq midlertidigt suspenderer sit arbejde i parlamentet, hvor Wefaq har 18 af de 40 pladser. Bahrain består af en gruppe øer og er ikke så velhavende som flere andre stater i Golfen. /ritzau/

Forsiden