Konkret bud må på bordet

AaB-målmand Jimmy Nielsen skal ikke sendes til prøvetræning

AALBORG:- Der har været én konkret klub, der gerne ville se Jimmy Nielsen hos sig, men det bliver der ikke noget ud af. Dels er vi midt i en turnering, dels er det vores anfører, vi snakker om, og ham sender vi ikke ud til prøvetræning her og nu. AaB's sportsdirektør Lynge Jacobsen bekræfter - uden at afsløre klubnavn - at der er udenlandsk interesse for klubbens fodboldmålmand, 27-årige Jimmy Nielsen. NORDJYSKE erfarer, at det er den engelske 1. divisionsklub Leicester City, som er bejler, men de skal altså på banen med et mere konkret tilbud, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at hente den velspillende keeper over Nordsøen. - Det er ikke sådan, at vi for enhver pris vil holde på Jimmy, men rent personligt, så vil jeg sige, at han måske er den spiller, jeg mest nødig ser skifte, siger Lynge Jacobsen. - Omvendt, så har Jimmy også været AaB en tro soldat, så vi skal også være fair over for ham, og får han chancen for at tegne en god kontrakt i udlandet, jamen så skal vi ikke stå ham i vejen. Ophøjet ro Lynge Jacobsen ved, at andre klubber, eksempelvis Brøndby, har været dygtige til at hente spillere, som så har fået lov at smutte videre. Det har naturligvis gjort det lettere for Brøndby at tilbyde potentielle emner kontrakt på den københavnske vestegn, for de pågældende spillere har set, at det også er muligt at komme videre. - Vi har haft en anden form for succes, nemlig den, at vi har hentet nogle udenlandske spillere til AaB, som efterfølgende har kunnet spille sig på deres respektive landshold, og det er jo også noget værd, konkluderer Lynge Jacobsen. Men henvendelsen fra den udenlandske klub tager han i skrivende øjeblik med ophøjet ro. - De her forespørgsler har jeg fået tidligere - også på Jimmy - uden at der er kommet noget konkret ud af det. Ser tiden an Hovedpersonen selv har ikke meget at tilføje: - Jamen, jeg har alt for mange gange hørt, at der skulle være noget under opsejling, uden at det er blevet til mere, siger Jimmy Nielsen. - Jeg spiller under alle omstændigheder efteråret færdig for AaB, for der kan ikke handles før 1. januar, men rent principielt har jeg hele tiden sagt, at jeg gerne vil prøve noget nyt. Det skal bare være noget, der er bedre, såvel sportsligt som økonomisk, i forhold til det, jeg har her i AaB - og jeg har det fantastisk godt. Så her og nu er mine tanker helt og fuldt koncentreret om den næste kamp, mod Randers. Leicester City, som rykkede ud af Premier League i forrige turnering, er på jagt efter nyt blod til pladsen i målet. De havde i weekenden 37-årige Kevin Pressmann i mål i en 1-1 kamp mod Stoke City. Og tilsyneladende havde man ingen gardering for den aldrende målmand, idet førstevalget til keeper-pladsen, Ian Walker, angiveligt er skadet, ligesom det unge talent, den nordirske U-landsholdsmålmand Conrad Logan, for tiden er ukampdygtig.