Konkurrencen har en bagside

UDVIKLING Hvor langt skal der være til købmanden? Og kan prisen for fri konkurrence blive for høj? De spørgsmål bliver politikerne nødt til at stille sig selv, før de begynder at pille ved planloven og dermed lukker op for, at der kan bygges store indkøbscentre i udkanten af byerne. For hvis planloven liberaliseres vil der blive taberne. Formentlig vil det gå ud over butikkerne i byernes centrum og butikkerne i de små byer på landet. Derfor bør de reformivrige politikere tage den med ro og vente på svarene fra det udvalg, miljøministeren netop har nedsat. Udvalget skal belyse konsekvenserne, hvis man lader storbutikker skyde op under friere rammer. Skal der ændres på planloven, så skal politikerne ikke bagefter kunne sige, at sådan troede de ikke, at det ville gå.