Konkurrenceproblemer på mobilmarkedet

Mobilmarkedet er svært at overskue, og på udvalgte områder er priserne for høje

På udvalgte områder er konkurrencen på mobilmarkedet ikke optimal. Markedet er svært at overskue, og forbrugerne betaler for meget for visse mobilydelser, vurderer Niels Rytter, kontorchef i Konkurrencestyrelsens sektoranalyseafdeling. - Det er i princippet et marked præget af konkurrence, og konkurrencen er noget større end på markedet for fastnettelefoni, men der er nogle problemer, siger Niels Rytter. Et af dem er de såkaldte termineringspriser, som selskaberne opkræver for at modtage et opkald fra andre selskaber og videresende det til deres egne abonnenter. De priser bestemmer hvert mobilselskab suverænt selv, og de tager sig så godt betalt, at det længe har været en torn i øjet på Telestyrelsen, som derfor har dikteret et ret drastisk prisfald på terminering over de næste par år. Et andet problem er, ifølge Niels Rytter, såkaldt international roaming, det vil sige udlandsmobiltrafik, som teleselskaberne i årevis har skovlet penge ind på. Nu har EU-Kommissionen imidlertid bebudet, at priserne skal ned. Resultatet kendes dog ikke endnu. Beskytter produkter Niels Rytter anser det også for et konkurrenceproblem, at ny teknologi har svært ved at få fodfæste på det danske mobilmarked. Han nævner som eksempel, at den nyeste generation af mobiltelefoner, 3G-telefoner, ikke rigtigt har vundet indpas. Det kan skyldes, at de gamle mobiloperatører ikke ønsker at kannibalisere deres eget marked. Et sidste problem på mobilmarkedet er manglende gennemsigtighed, mener Niels Rytter, men han vurderer, at det er svært at løse. - Et stort antal forskellige produkter og priser gør mobilmarkedet meget kompliceret og svært at overskue, og mange forbrugere er formentlig ikke særlig bevidste om, hvordan de opnår den bedste løsning på den billigste måde. Det er et velkendt problem også på andre markeder. -Man kan søge hjælp i IT- og Telestyrelsens prisguide, men helt kan problemet nok ikke løses. Det er derfor også vigtigt, at forbrugerne ser sig godt for, siger han. I EU-sammenhæng ligger mobilpriserne i Danmark i den lave ende.