Konkurrenceråd overvejer havnesag

Statsamtet afviser aktion og folketingsmedlem undrer sig over passivt byråd.

Lokalpolitik 1. april 2008 21:45

AALBORG: Som forventet og tidligere forudsagt af professor Claus Haagen Jensen vil Statsforvaltningen ikke gå ind i sagen om Aalborg Havns A/S salg af Østre Havn til A. Enggaard A/S. Handlen hører nemlig ikke under den kommunale styrelseslov, fordi det er ikke Aalborg Kommune, men det kommunalt ejede aktieselskab, Aalborg Havn, der er sælger. Men der kan stadig komme en undersøgelse af, om handlen er foretaget korrekt, eller om Aalborg Havn A/S skulle have sendt havnearealet i udbud, eller have foretaget en bedre undersøgelse af markedsprisen inden salget af det 75.000 kvadratmeter store område. Både Konkurrencestyrelsen og EU-Kommissionen kan gå ind i sagen, hvor A. Enggaard købte arealet for 44 millioner kroner. En pris, som kan stige til 105 millioner kroner alt afhængig af, hvor mange etagemeter byrådet giver lov til at bygge på Østre Havn. EU-parlamentariker Karin Riis-Jørgensen (V) har nemlig anmodet EU-Kommissionen om at undersøge, om der er tale om ulovlig offentlig støtte til en privat virksomhed. Og Enhedslistens Per Clausen (MF) har klaget til Konkurrencestyrelsen. - Styrelsen har oplyst, at den er ved at undersøge, om der er en sag, som den skal gå ind i, og i givet fald hvordan, siger Per Clausen. Passive politikere Han undrer sig over, at Aalborg Byråd ikke agerer mere aktivt i sagen. - Mange byrådsmedlemmer har udtalt sig kritisk, men der sker ikke noget, siger Per Clausen. Han peger på, at kommunen har flertal i havnebestyrelsen i skikkelse af udpegede byrådsmedlemmer. - Derfor kan byrådet reelt kræve, at fremover skal alt salg af arealer sendes i udbud samt beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af de ting, der er sket tidligere. Selv om Aalborg Havn er et aktieselskab, så falder det tilbage på kommunen, fordi selskabet er kommunalt ejet, siger Per Clausen. - Og borgmesteren er jo kun formand for havnen, fordi han er borgmester, understreger folketingsmedlemmet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...