Detailhandel

Konkurrenterne klar til ny Fakta-butik

Hidtil har nye butikker blot øget omsætningen i byens to store supermarkeder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I denne uge åbnede Fakta med Anne Marie Kløjgaard som bestyrer. Dermed øgedes Hadsunds samlede butiksareal med 748 kvadratmeter - heraf 545 i selve butikken.

HADSUND:Der er altid plads til en til, der bruger Rexona. Sådan lød et kendt reklameslogan tilbage i 1970’erne, og skal man tro ordene, så får de forretningsdrivende i Hadsund brug for noget mere deodorant fremover. Discountkæden Fakta åbnede i denne uge sin første forretning i fjordbyen, og lidt længere ude ad gaden er arbejdet godt i gang med en ny Aldi-forretning i stedet for den eksisterende på Krügersgade. Også Rema 1000 har vist interesse for at blive en del af Hadsunds frodigt voksende buket af dagligvarebutikker. Men ifølge SuperBrugsens uddeler Torben Frandsen så er duften i bageriet endnu ikke blevet for stram. - Konkurrencen bliver nok noget hårdere, og vi har lagt os i selen for at yde ekstra kræfter og opmærksomhed, men vi er ikke nervøse, siger Torben Frandsen. De to store supermarkeder i Hadsund, SuperBest (tidligere Favør) og SuperBrugsen, har igennem årene fået selskab af Alta, Netto og Aldi, uden at det er gået ud over forretningen. Millionerne ruller Omsætningen i SuperBrugsen har troligt år for år sat rekord efter rekord, og det mønster holdt også i 2006, oplyser Torben Frandsen. Overskuddet er derimod ikke fulgt med i samme tempo, og SuperBrugsen tjener altså mindre pr. omsat krone end tidligere. Men Torben Frandsen tror på, at SuperBrugsen også efter den nye tilgang af dagligvareforretninger vil være en overskudsforretning, selvom han erkender, at de nye forretninger vil tage en del af omsætningen, og at Aldi nok også regner med en omsætningsstigning efter sin flytning. - Man har hver gang svært ved at tro, at der kommer så mange flere millioner kroner i omsætning, men så kommer der jo alligevel nogle. Effekten af nye butikker har hidtil været, at der er kommet flere kunder hos os, og det håber vi selvfølgelig fortsat vil ske, siger Torben Frandsen. Fester søndag I byens andet supermarked, SuperBest på Butikstorvet, hilser butikschef Frede Tisted ligefrem de nye butikker velkommen. - Vi fejrer det på søndag, smiler han med henvisning til kædens fødselsdagssalg. Den ubekymrede indstilling skyldes, at Frede Tisted regner med, at en eller flere nye discountforretninger heller ikke denne gang vil gå ud over SuperBests forretning. - Jeg tror snarere, de stjæler fra hinanden. Vi mærker det ikke, formentlig fordi vi har et meget større udbud af forskellige varer som frugt og grønt, vin, blomster, vi har mad ud af huset, slagter- og delikatesseafdeling, siger Frede Tisted. Godt rustet Han mener, at SuperBest står godt rustet til konkurrencen som en af de store kæder i Danmark. - Der er omkring 210 forretninger nu, og pr. 1. april kommer der yderligere 30, når ISO og Dreisler skifter navn og bliver en del af kæden. Vi har ikke ligefrem dårligere indkøbspriser end andre, og 50 procent af de varer, discountforretningerne har, har vi til samme pris, siger Frede Tisted. Han vurderer, at man i omegnsbyernes mindre forretninger måske kunne ryste mere i bukserne over udviklingen, men deri er kollega Torben Frandsen uenig. - Jeg kan da se, at SuperBest i Als udvider, og så vidt jeg ved, kører brugserne i Veddum, Assens, Astrup og Havndal fornuftigt. Det tror jeg ikke vil ændre sig, siger Torben Frandsen.