- Konkursramt skulle have forladt bestyrelse

Lokalpolitik 12. december 2004 05:00

FJERRITSLEV: Træk dig frivilligt, eller jeg går til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Sådan nogenlunde skrev Ulrik Sørensen, tidligere medlem af repræsentantskabet i Han Herred Fritidscenter, i foråret til et af bestyrelsesmedlemmerne i fonden for fritidscenteret, byrådsmedlem Leif Nielsen. - Han burde være trådt ud af fondens bestyrelse allerede i juni 2001, da han gik konkurs, siger Ulrik Sørensen, som sendte opfordringen til Leif Nielsen i marts i år. - Det er ulovligt at sidde med bestyrelsesansvar i en erhvervsdrivende fond, hvis man er under konkursbehandling, forklarer Ulrik Sørensen. Han skrev også, at han ventede så længe med at reagere, fordi byrådet havde tilkendegivet, at det ville trække byrådsmedlemmerne ud af fondsbestyrelsen. Men Leif Nielsen blev genvalgt, denne gang af repræsentantskabet, og sidder altså fortsat i fondens bestyrelse. Ulrik Sørensen gik derefter til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som bad Leif Nielsen om en forklaring. Han erkendte, at han var under konkursbehandling med Han Herred Avisen fra juni 2001 til august 2003. - Årsagen til at jeg ikke trådte ud af bestyrelsen er ganske enkelt uvidenhed, har han forklaret i et brev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, sendt 21. november. Om styrelsen stiller sig tilfreds med forklaringen, vides ikke endnu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...