Fugle

Konrads masker

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ole Hen­rik Laub ud­mær­ker sig ved stil­sik­ker og rea­li­stisk skild­ring. ­fo­to: Hen­rik Louis

ROMAN Ole Henrik Laub: “Fjolsernes konge” # # # # ¤ ¤ Med “Fjolsernes konge” fortsætter Ole Henrik Laub, der i årets slutning runder de 70 år, sin stort anlagte slægtsroman om familien Stork i Danmark i slutningen af det 19. århundrede. Bogen er koncentreret om Konrad Stork, en ganske vidtløftig herre, der bestandig bevæger sig på kanten af loven, og som derfor permanent er forfulgt af politiet. Han er en smart Don Juan-type, der forfører kvinde efter kvinde, gifte som ugifte, unge som gamle, rige som fattige. Bogens komposition er en sag for sig: de første to afsnit fortæller om Konrad Stork i 1890’erne, men fra tredje afsnit føres læseren tilbage til 1850’erne for at få at vide, hvorledes Konrad blev undfanget og blev adopteret, og derefter føres historien frem til de tre første kapitler og derfra videre frem til 1897. Der er en sikker realisme i skildringerne, men jeg kunne godt have undværet en halv sides mekanisk opremsning af, hvad der sker i verdenshistorien i 1871. Det er vraggods i en roman. Romanens er en slags munter skælmeroman, der i sin realisme medfører en samfundskritik, mindre af social art end af politimæssig art. Charlatanen Konrad Stork er den gennemgående og meget mobile hovedperson, som føres igennem en række anekdotiske oplevelser, som egentlig ikke har noget fælles motiv ud over forførelsens kunst. Han må i en vis grad snylte sig igennem tilværelsen og udsættes, hvad enten han spiller teater og skifter identitet eller rejser rundt som sælger af bijouteri, altid for forviklinger og sælsomme oplevelser. Denne omstrejfende eventyrer, som forstår at sno sig og i alle mulige bestillinger, bjerger til dagen og vejen, men som undertiden også bliver et værgeløst offer for sin egen snuhed, fører læseren igennem forskellige samfundslag og miljøer med realistiske portrætteringer og satiriske beskrivelser af tidens retssystem. Men også det politiske system får sin bekomst, da Konrad Stork møder sin gamle kompagnon og storsvindler Petterman, der er blevet borgmester, fordi han er god til at sige det, folk gerne vil høre, for slet ikke at tale om den varmblodige Elfride, der fører pubertetsdrengen Konrad ind i elskovskunsten og ender sine dage som bedemandskone, men som stadig har sit driftsliv under den bornerte borgerlige overflade. Men ved siden af dette er romanen også en identitetsroman, hvor Konrad Stork er manden, der er de mange og derfor inderst inde ingen. Han spiller med i en komedie og overtager undertiden i sin reelle liv stykkets replikker og holdninger, og teatret bliver for ham også en flugt fra virkeligheden og fra virkelighedens Konrad Stork: “Det kan somme tider være behageligt hvis man siger til sig selv: når jeg går på scenen er jeg en anden. Mit andet jeg, mit jeg nummer et, bliver i kulissen.”, siger han, men undertiden har han behov for at tage sin skuespilleridentitet med ud i virkelighedens verden, og så kalder han sig Ferdinand Bledelius efter hovedpersonen i hans eget skuespil “Fjolsernes konge”. Konrad Stork betragter livet som et teaterstykke: han forestiller noget, snart en omrejsende handlende, snart en skuespiller, snart en forfører, men når livet betragtes som et skuespil, hvor man kan skifte identitet ad libitum, går al identitet og kontinuitet tabt. Mennesket Konrad Stork forsvinder bag de mange masker. Han bliver et spøgelse, et fjols, der ikke selv er til. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk @Brød.8.note-u-indryk: [ Ole Henrik Laub: “Fjolsernes konge” 416 s. 229 kr. i august, derefter 279 kr. Hovedland Udkommer i dag