Konservativ racerkører

Mike Legarth, konservativt folketingsmedlem, fylder tirsdag 50 år

Mike Legarth er en af de konservative MF'ere, der måske skal finde sig et andet job efter det kommende valg. Foto: Scanpix

Mike Legarth er en af de konservative MF'ere, der måske skal finde sig et andet job efter det kommende valg. Foto: Scanpix

Han lever på mange måder op til manges forestilling om en konservativ politiker. Tidligere befalingsmand i Den Kongelige Livgarde, politimand og tilmed direktør i inkassovirksomhed, han selv har grundlagt, lyder nogle af punkterne i CV'et. Læg dertil medlemskab af Rotary og en VL-gruppe, og manges fordomme er bekræftet. På mindst ét punkt overrasker Mike Legarth, der er sit partis finansordfører, dog. Han kører racerbil. Ganske vist ikke så ambitiøst nu som tidligere, da han fra 2000-2006 deltog i Danish Touringcar Championship i Formel 2000 for sit eget "Connection-Legarth Racing team" og sågar gav baghjul til racerkørere som Jan Magnussen, Jason Watt og Thorkild Thyrring. Racerbils-interessen har han ikke fra fremmede. Faderen omkom ved en ulykke på sin egen racerbane, "Ring Djursland", hvor også Mike Legarths mor blev alvorligt kvæstet. Det har dog ikke afholdt den racerbilglade Mike Legarth fra sporten, som han i dag dyrker for sjov. Mike Legarth kom i Folketinget i 2007. Han har dog en god portion kommunalpolitisk erfaring med i bagagen. Fra 1997 til kommunalreformen i 2006 sad han i byrådet i Vamdrup Kommune og var fra 2001 sågar borgmester. Fra 2006 til 2008 sad han i byrådet i Kolding Kommune. Mike Legarth bor i Vamdrup med sin kone, Pia Legarth, som han har to voksne døtre med. /ritzau/