Konservative: Derfor er udlicitering afgørende for vækst

Konservative forventer besparelser på op mod 15 procent, hvis private overtager eksempelvis børnepasningen.

Den offentlige sektor kan gøres mere effektiv ved at udbyde og udlicitere opgaver som eksempelvis børnepasning og ældrepleje, og de sparede penge kan bruges andre steder i samfundet til at sætte gang i hjulene og skabe vækst.

Derfor bliver mulighederne for privat velfærd et "afgørende" punkt i de kommende forhandlinger om nye vækstinitiativer, siger De Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen.

Han forventer besparelser på op imod 15 procent.

- Vi mener, at man kan udnytte den offentlige sektor endnu bedre, end man gør i dag. Vi skal have mere udbud og udlicitering, så private kan overtage nogle flere borgeropgaver.

- Erfaringer fra Dansk Erhverv viser, at man kan spare cirka 15 procent, når private løser opgaverne, fordi de gør det anderledes. Så kan borgeren vælge mellem forskellige leverandører, så man får mere tilfredse borgere og samtidig sparer penge, siger han.

De Konservative ønsker et helt konkret mål om, at 35 procent af opgaverne skal i udbud og peger blandt andet på børnepasning og ældrepleje.

Det svarer ifølge Politiken til opgaver for cirka 40 milliarder kroner.

- Erfaringerne viser, at måltal er vigtige. Man skal have noget at gå efter, og der mener vi, at 35 procent ekstra er realistisk lige nu, siger Brian Mikkelsen.

Vækstinitiativerne ventes af blive forhandlet på plads i løbet af foråret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst