Konservative er ude af forhandlinger om ny skolereform

Konservative vil ikke være med til det indhold, den øvrige forligskreds på folkeskoleområdet er enig om.

Konservative er ude af forhandlinger om ny skolereform

Konservative er ude af forhandlingerne om en reform af folkeskolen, oplyser formand Lars Barfoed efter et kort møde med undervisningsministeren og den øvrige forligskreds.

Partiet har fremlagt sit sidste bud på indholdet af en ny reform, og den kan undervisningsminister Christine Antorini (S) ifølge Barfoed ikke umiddelbart honorere.

- Vi er smidt ud af forhandlingerne om folkeskolen, siger Lars Barfoed.

Han har blandt andet foreslået en skoleuge på 28 timer op til og med 3. klasse, en skoleuge på 30 timer for 4.-5.- og 6.-klasse og en skoleuge på 32 timer for de ældste elever.

Det er kortere tid end den øvrige forligskreds, men er så også uden den såkaldte obligatoriske lektiehjælp, som den øvrige forligskreds er enig om.

Alternativt har han tilbudt, at der kan laves et forlig, der udelukkende indeholder de ting, der er bred enighed om.

- Vi har tilbudt, at vi laver et forlig, om det vi kan blive enige om, og det er det allermeste. Så er der ting, vi er uenige om, at der har vi sagt, at flertal på den anden side kan beslutte, hvad der skal ske på det område, siger Lars Barfoed.

Han har påberåbt sig, at der er tale om et forlig på området, og derfor kan de øvrige partier ikke lave en folkeskolereform før efter et valg, medmindre de går ind på De Konservatives krav.

- Jeg vil ikke udelukke, at tingene kan genoptages på et tidspunkt, men nu har vi givet vores endelige bud. Det har ministeren bedt om. Hun har bedt om et ultimativt bud, og det har hun så fået, siger Lars Barfoed.

Han siger, at han ikke protesterede imod at blive "smidt ud" af forhandlingerne.

- Nej, det gjorde jeg ikke. Det er ministeren, der leder forhandlingerne, og det er op til hende at bestemme, siger Lars Barfoed.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.