Lokalpolitik

Konservative glade for aftale

Konservativ formand glæder sig over sejren ved efterårets kommunalvalg.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Knud Kristensen har tidligere siddet i borgmesterstolen på rådhuset i Aars - som her i 2004. Nu glæder de konservative sig over, at han er tilbage i stolen. Arkivfoto: Torben Hansen

- Jeg tror, vi var heldige med, vi fik en aftale med Venstre forud for kommunalvalget. Ellers kunne det godt blevet til en beskidt valgkamp, og det tror jeg ikke, vælgerne vil give os ros for. Sådan lød det fra formanden for de konservative i Vesthimmerland, Ernst Pinstrup, da partiet holdt generalforsamling. Formandens beretning var præget af den kæmpesejr de konservative hev hjem i Vesthimmerland ved kommunalvalget - og som betød, at Knud Kristensen kunne sætte sig i borgmesterstolen i stedet for Venstres Jens Lauritzen. - I hele perioden op til valget var vi i dialog med Venstre, for at prøve om vi kunne lave en skriftlig aftale med dem. Efter nogle møder kom vi frem til, at det parti der blev størst skulle have borgmesterposten, og det andet parti viceborgmesterposten. Det parti som ikke fik borgmesterposten kunne først vælge udvalgsformandspost, og der kunne jo blive tre til hver. - Det lykkes heldigvis, selvom det var i 11. time, sagde Ernst Pinstrup. - Vi er vist alle enige om, at det var det der gav det gode valg til os. At vi kunne melde ud, hvis vi blev størst blev Knud Kristensen borgmesterposten. - Knud Kristensen fik jo et kanonvalg med knap 7000 stemmer hvor Jens Lauritzen måtte gå fra 3000 stemmer ved sidste valg og til ca. 1000 denne gang, noterede Ernst Pinstrup, som konstaterede, at de konservative fik ca. 33 procent af de afgivne stemmer i Vesthimmerlands Kommune og fik ni byrådsmedlemmer. - Efter valget var vi indstillet på en bred konstituering. Det lykkedes desværre ikke, for socialdemokraterne ville have to formandsposter for at gå med, og det havde vi ikke til dem. - Venstre ville ikke være med til at byde radikale inden for - og så kunne vi ikke komme videre. - Det endte med vi fik fire udvalgsformandsposter. Niels Krebs, teknik og miljø. Kirsten Moesgaard, sundhedsudvalget. Henrik Dalgaard, børne- og skoleudvalget og Hans Jørgen Kastberg, beskæftigelsesudvalget. - Vi håber nu med det nye byråd og den nye borgmester er de konservative er i stand til at få nogle af de ting gennemført som der har været arbejdet mere eller mindre forgæves med i den sidste periode, sagde Ernst Pinstrup. Han lagde ikke skjul på, at bestyrelsen for den konservative vælgerforening "ser frem til de store forandringer til at ske i første halvdel af valgperioden, så i kan nå at høste frugterne til næste valg", som formanden udtrykte det.