Konservative tror fortsat på skatteaftale

Regeringen leder stadig efter flertal til sin skattereform. Konservative er klar til at få LA tilbage.

19. juni 2012 16:57 - Opdateret 19. juni 2012 16:59

Konservative tror fortsat på skatteaftale

Regeringen forhandler fortsat til begge sider om en skattereform, der skal øge udbuddet af arbejde og skaffe penge til en anelse større offentligt forbrug.

Selv om Liberal Alliance mandag lød, som om de smækkede med døren, så kan den stadig åbnes - i hvert fald af De Konservative, som koordinerer deres manøvrer med Liberal Alliance.

De to partier kan sammen give regeringen det nødvendige flertal.

Den konservative skatteordfører, Brian Mikkelsen, mener, at regeringen har rykket sig.

- Vi forhandler stadig med regeringen. Vi skal have flere reelle skattelettelser og mindre offentligt forbrug, siger han.

Samtidig vil De Konservative sikre arbejdende pensionister mod at skulle betale højere skat end dem, der ikke arbejder - hvad der ellers lægges op til i regeringens oplæg.

- Regeringen står over for et ret afgørende valg, for de forhandler også ret effektivt med Enhedslisten, siger Mikkelsen.

Regeringens støtteparti forlanger, at syge og arbejdsløse ikke kommer til at betale for lettelser i topskatten.

Brian Mikkelsen vil ikke afsløre, hvornår De Konservative eventuelt skal til møde med regeringen igen.

Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, vil dog godt afsløre, at de ikke har aftalt nye møder med regeringen.

Han bekræfter, at Liberal Alliance er i dialog med De Konservative. Samtidig gentager han mandagens krav om, at regeringen skal være klar til at sænke det offentlige forbrug, hvis den vil have Liberal Alliance med.

- Der ér ingen grund til at ringe til os, hvis ikke de kan finde ud af at finansiere tingene gennem besparelser i stedet for nye skatter, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Venstre er tilsyneladende ude af forhandlingerne. Partileder Lars Løkke Rasmussen er rejst ud af landet. Først var forklaringen, at han skulle til møde i Rio. Senere viste det sig, at han er i USA.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...