Lokalpolitik

Konservative undsiger partiformand

Økonomiminister Bendt Bendtsen (K) undsiges nu af partifæller i Nordjylland, efter at han har meddelt, at landsdelen kan glemme alt om at få flyttet Kort- og Matrikelstyrelsen hertil.

- Jeg må sige ligeud, at jeg i denne sag er lodret uenig med min partiformand. Man skal kun flytte statsinstitutioner ud fra København, hvis det er fornuftigt. Personligt er jeg ikke stødt på ét argument, der taler imod at placere Kort- og Matrikelstyrelsen i Aalborg, siger Anders Stenild (K), der er amtsrådsmedlem og kandidat til Folketinget og Europaparlamentet. Ifølge ham er "det sidste ord ikke sagt i denne sag". - Jeg agter at forklare Bendt Bendtsen, hvorfor denne beslutning er forkert, siger han. Rådmand Anni Kjeldgaard (K) fra Aalborg byråd er enig i kritikken: - Kort- og Matrikelstyrelsen er skræddersyet til en placering i Aalborg, og det er meget, meget skuffende, at Bendt Bendtsen nu melder pas, siger hun. Den konservative partiformands afvisning kommer i et svar til de jyske og fynske amter. De sendte tidligere i år regeringen en liste over, hvilke statsinstitutioner det kunne være logisk at placere i de forskellige landsdele. Hensigten med den fælles liste var at undgå, at flere landsdele kæmpede om samme institution. Derfor anbefalede hele det jysk-fynske samarbejdsorgan, at Kort- og Matrikelstyrelsen blev placeret i Aalborg, fordi landinspektøruddannelsen findes her. Bendt Bendtsen begrunder blandt andet sin og regeringens holdning med, at der er behov for et relevant forsknings- og uddannelsesmiljø i nærheden af statslige instituioner. Amtsborgmester Orla Hav (S) forstår ikke dette argument: - Eftersom landinspektørstudiet findes i Aalborg, er det jo tværtimod et argument for en udflytning, siger han. Orla Hav undrer sig samtidig over, at regeringen tilsyneladende helt overser den ny teknologis indflydelse: - Vi lever i en digital tid, hvor hele verden kan samarbejde på tværs. Så kan det ikke passe, at vi ikke kan finde ud af det inden for landets grænser, men at alt partout skal samles i København, siger han.