Konservatorer kæmper for barbiedukker

KØBENHAVN:Barbiedukker med krystalvækster i hovedet. Negativer, der krymper og selvudslætter. Lp'er, der deformerer og nedbrydes. Det er resultaterne af mange års henlæggelse af konserveringsarbejdet af den industrielle kulturarv. Derfor holder konservatorer fra hele Norden en stor konference om, hvordan man bevarer de mange effekter for eftertiden. - Mange ting er allerede gået til, og vi frygter, at mere forsvinder, hvis ikke der gøres noget hurtigt, siger Winnie Odder, konservator og bestyrelsesmedlem i Nordisk Konservatorforbund, om tingene fra den industrielle periode, der strækker sig fra 1850'erne og frem til i dag. - De kulturgenstande, der kendetegner perioden, er masseproducerede og som oftest lavet af materialer, der ikke er langtidsholdbare. Hvis vi ønsker, at vores efterkommere skal se tingene fra den periode, og vi vil udvide den historiske hukommelse med den industrielle periode, må vi tage et nyt greb om konserveringen af dem, siger Winnie Odder. Nu er en række prominente institutioner, som Nationalmuseet og Nordisk Ministerråd, gået sammen om at bevare arven. /ritzau/

Breaking
Kæmpe politiaktion i Aalborg Øst
Luk